Finnair-strejke kan bryde ud i morgen

En strejke blandt kabinepersonalet hos Finnair kan blive en realitet fra fredag morgen. En eventuel strejke vil kunne have vidtrækkende konsekvenser i den ni dage lange strejkeperiode.

For tre år siden måtte kabinepersonalet hos Finnair ud i en konflikt, der varede i 10 døgn. En konflikt, der endte med at koste selskabet omkring 200 mio. kroner, inden parterne nåede til enighed gennem forhandlinger. Det var striden om en ny overenskomst, der udløste en strejke blandt de ansatte i kabineforeningen SLSY.

Nu synes historien at gentage sig. For 14 dage siden blev der sendt strejkevarsel til Finnairs arbejdsgiverorganisation PALTA fra fagforeningerne SLSY og IAU. Det betyder, at en strejke blandt kabine- og jordpersonalet kan bryde ud fredag den 15. november, hvis parterne ikke når til enighed inden da. Striden handler også denne gang om de nedskæringer, som Finnair ønsker at foretage for at kunne øge produktiviteten.

“Forhandlingerne er fortsat i gang, og vi håber, at vi kan nå frem til en aftale for at undgå en strejke. Men vi bliver samtidig nødt til at forberede os på en strejke. Vi beklager de bekymringer, som strejkevarslet skaber for vores kunder. Skulle strejken blive en realitet, vil vi naturligvis gøre vort yderste for at tage hånd om vore kunder,“ siger Ville Iho, der er koncerndriftsdirektør hos Finnair.

Ved strejken i 2010 lykkedes det Finnair at gennemføre 35 – 40 procent af de daglige operationer. Men det skete blandt andet gennem indleje af fremmed kapacitet, hvilket er uklart, om der kalkuleres med denne gang, hvis strejken bliver en realitet.

Aflyser langdistanceflyvninger
Det ligger dog fast, at Finnair vil aflyse alle interkontinentale afgange med undtagelse af Bangkok-ruten. Det skyldes, at der ikke er et tilstrækkeligt stort passagergrundlag på det finske hjemmemarked til at afvikle ruterne, der vil blive hæmmet af, at man ikke kan føde trafikken fra Nordeuropa ind til hub-lufthavnen i Helsinki. Eneste interkontinentale rute, der vil blive gennemført er Bangkok-ruten, der har et stort passagerpotentiale i Finland. Det samme er tilfældet med de såkaldte leisure-ruter.

Finnair oplyser, at passagerer, der allerede har booket billet til perioden fra den 15. til den 23. november frit kan ombooke billetterne til et tidspunkt mellem 25. november og 31. maj 2014. Eneste undtagelse er jule- og nytårsperioden fra den 16. december til den 6. januar, hvortil man ikke kan foretage fri ombooking.

En eventuel strejke vil også påvirke bagagehåndteringen, hvorfor Finnair anbefaler de rejsende at medbringe medicin, nøgler og andre vigtige i håndbagagen i tilfælde af, at bagagen skulle blive forsinket.

Finnair offentliggjorde onsdag aften et nødtrafikprogram, som vil være gældende i tilfælde af, at strejken bryder ud natten til fredag. Her er der lagt op til, at der gennemføres omkring 180 flyafgange i løbet af fredagen. Herunder to af selskabets fire daglige afgange mellem København og Helsinki. Finnair forventer at fly fra København kl. 08.55 og igen kl. 20.10 om aftenen.

Herudover henvises rejsende med Finnair til at holde øje med selskabets hjemmeside og Twitter-konto.