London-Heathrow. (Foto: Heathrow Airport | Facebook.com | PR)

Flere faktorer medvirker til fald i Heathrow

Færre passagerer rejste igennem Heathrow i marts og første kvartal af 2025 sammenlignet med samme tid sidste år. Det var ikke kun branden, som lammede flytrafikken en dag i marts, som spillede ind, lyder det.

6,2 millioner passagerer rejste igennem Europas største lufthavn, London Heathrow Airport, i marts 2025, og det er et fald på 7,5 procent sammenlignet med samme måned sidste år, viser trafiktal, som lufthavnen har offentliggjort.

Og fristes man til at tro, at faldet skyldes nedlukningen den 21. marts på grund af strømsvigt efter en brand i en nærliggende transformatorstation i Hayes i det vestlige London, er der også andre medvirkende grunde, oplyser Heathrow.

For mens den 10 timer lange lukning som følge af branden havde en effekt, betyder timingen for Ramadanen og det faktum, at påsken i år faldt i april, at rejsemønstrene var anderledes sammenlignet med sidste år.

Woldbye: Vi har fortsat kurs mod et rekordår
Zoomes der ud på hele første kvartal, kan London Heathrow Airport notere sig et fald i antallet af passagerer på 1,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og således rejste 18,2 millioner passagerer igennem lufthavnen i første kvartal i år.

Fra danske Thomas Woldbye, som er topchef i Heathrow, er der dog optimisme at spore. Mens der var et fald i antallet af passagerer, mener han således, at der er udsigt til et særdeles godt år.

”Det er godt at se en stærk efterspørgsel på rejser gennem Heathrow. Mens passagertallet faldt en smule på grund af ændrede ferietidspunkter i år, er mængden af fragt på passagerfly et lyspunkt med en vækst på fire procent, og det viser Heathrows vigtighed som porten til Storbritanniens vækst,” siger Woldbye og tilføjer:

”Vi har stadig kurs mod endnu et rekordår i 2025, og mine kolleger har arbejdet hårdt på at blive klar til årets påske og helligdagene i maj.”

Højtider henter det tabte
Fra Heathrow lyder det, at man over de næste måneder regner med en vækst. Dels fordi den netop afsluttede påske betyder, at folk har rejst for at se deres kære, og dels fordi helligdage i maj betyder øget rejseaktivitet.

Udvalget af ruter vokser også med otte i lufthavnen, da både nye og tilbagevendende afgange kommer til.

Det inkluderer nye ruter fra Virgin Atlantic, Air Canada og British Airways til destinationer som Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh, Canadas hovedstad Ottawa og Malaysias ditto Kuala Lumpur.


Relaterede artikler:

Udsigt til kaotisk luftfartsommer i Storbritannien

Woldbye: En beslutning ingen lufthavn ønsker at tage

Europas største lufthavn lukket i 24 timer (opd.)