En Airbus A330-900neo fra Air Belgium. (Foto: Airbus)

Flere flyselskaber i økonomiske vanskeligheder

Air Belgium har brug for mindst 10 millioner euro ved udgangen af 2022 for at undgå en konkurs. Også et britisk langdistanceflyselskab har økonomiske udfordringer i øjeblikket.

Endnu et par europæiske flyselskaber har måttet sande økonomisk lavvande og dermed indledt jagt på flere penge for at overleve.

Det ene pressede flyselskab er Air Belgium, der ved årets udgang vil løbe tør for penge, hvis ikke der findes ny finansiering af selskabet, der har cirka 500 medarbejdere.

Det belgiske medie Les News 24 fortæller, at Air Belgium har brug for mindst 10 millioner euro (74 millioner kroner, red.) ved udgangen af 2022 for at flyve udenom en konkurs. Selskabet forventes at lide et tab på 40 millioner euro (298 millioner kroner red.) i år og har angiveligt brændt 16 millioner euro (119 millioner kroner, red.) af siden seneste finansieringsrunde for cirka otte måneder siden.

Aie Belgium er ejet af Hongyuan Group med 49 procent, den vallonske regering med 35 procent, den belgiske regering har 10 procent, mens resten af selskabet ejes af andre private investorer.

Direktør afviser konkurs-fare
I et interview med belgiske La Libre afviser administrerende direktør i Air Belgium, Niky Terzakis, reelt set, at flyselskabet er i risiko for at gå konkurs.

”Ja, økonomien er stram, endda meget stram, men vi klarer os gennem det. Det er blevet sagt i fem år, at selskabet er på randen af ​​konkurs, hver gang der søges midler. Det er kedeligt og trættende. Selvfølgelig kan vi fortsætte aktiviteterne i 2023. Vores aktionærer vil ikke give op,” siger han.

Ifølge Niky Terzakis har Air Belgium fortsat store ambitioner, og han understreger, at selskabet ikke er et lavprisflyselskab.

Aie Belgium blev grundlagt i maj 2016, men første flyvning fandt først sted i marts 2018. Selskabet landede et overskud på seks millioner euro (45 millioner kroner, red.) i 2019, hvilket er det eneste år, det har tjent penge. På daværende tidspunkt leasede Air Belgium dog flere af sine fly ud, selv om selskabet har en ambition om at udføre egne ruteflyvninger.

Tredelt forretning
Der er sket flere ændringer i Air Belgium siden premiereflyvningen for fire år siden. Flyselskabet indledte med en Airbus A340, der fløj mellem Chareleroi-lufthavnen ved Bruxelles og til Hongkong. Ruten lukkede dog igen efter kun små fire måneder.

Herefter fokuserede Air Belgium på at blive wetlease-operatør, der opererer flyvninger for andre flyselskaber. I oktober 2018 var selskabet tæt på at gå konkurs, men der blev tilført ekstra midler, så det kunne fortsætte driften.

I juli 2019 lancerede Air Belgium ruter til Caribien, og et år senere blev der lanceret nye ruter til Afrika. I løbet af 2021 købte flyselskabet to Airbus A330-900neo samt en Boeing 747-8F for at udvide fragtoperationerne.

Flåden hos Air Belgium består i dag af seks Airbus A330-200, to Airbus A330-900neo samt to Boeing 747-8F. Selskabet opererer fragtflyvninger på vegne af ejeren Hongyuan Group, mens der flyves med A330’erne på ruter til Caribien og Afrika – senest på ny rute til Sydafrika. Der er dog et begrænset antal frekvenser generelt set på ruterne. Air Belgium flyver desuden ind i mellem wetlease for andre flyselskaber.

Hans Airways har sikret ny finansiering
Et andet europæisk flyselskab, der i øjeblikket kæmper med økonomien, er Hans Airways fra Storbritannien. Det er et nyt langdistanceflyselskab, der endnu har første flyvning til gode. Der er tale om et selskab, der har base i Birmingham, og som efter planen blandt andet vil åbne en rute fra den britiske by til Amritsar i Indien inden årets udgang.

Luftfartsmediet AviationSource har skrevet, at Hans Airways er erklæret insolvent, og at der arbejdes på en rekonstruktionsplan for at holde flyselskabet i live. Sent tirsdag annoncerede Hans Airways imidlertid, at selskabet netop har sikret den nødvendige kapital for at kunne fortsætte driften.

I begyndelsen af november oplyste Hans Airways, at det søger efter flere penge, og selskabet har heller ikke på nuværende tidspunkt sikret den nødvendige, britiske AOC (driftstilladelse, red.). Flyselskabet meddeler dog nu, at det har opfyldt kravene til at få udstedt en driftstilladelse fra de britiske luftfartsmyndigheder, CAA.

Hans Airways har indtil videre sikret leasing-papirer på én Airbus A330-200 til opstarten, der altså forventes senere på året.

 

Relaterede artikler:

Air Belgium lancerer ny rute til Caribien

Air Belgium med Airbus A340 til Grønland

Nyt britisk flyselskab har leaset første A330