Aalborg Lufthavn bliver premierelufthavn, når rejsearrangøren Spies fra den 8. november indsætter charterfly til Punta Cana i Den Dominikanske Republik. Billund Lufthavn, der også har flere øversøiske charterdestinationer på vej fra Star Tour, lukker sæsonen med sidste afgang i marts 2013.
I den igangværende vintersæson tilbyder Bravo Tours charterfly direkte fra Billund til De Vestindiske Øer, mens Star Tour umiddelbart før jul sendte det første direkte charterfly afsted fra Billund til Phuket.
Dermed satser charterarrangørerne i højere grad på oversøiske rejsemål fra de jyske lufthavne. Salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour kunne således for nylig afsløre, at Thailand kommer igen fra Billund Lufthavni vintersæsonen 2012/13, men vil samtidig blive suppleret af yderligere to oversøiske destinationer, som Star Tour dog endnu ikke er klar til at løfte sløret for.
Danmarks største rejsearrangør Spies kan i stedet afsløre, at der fra den kommende vintersæson indsættes charterfly fra Danmark direkte til Punta Cana i Den Dominikanske Republik. I forvejen tilbyder Spies charterfly fra København til Cancún i Mexico.
Men ligesom Star Tour vil Spies også forsøge sig med det jyske marked, omend i mindre målestok. Charterserien til Punta Cana indledes således med en afgang fra Aalborg Lufthavn den 8. november 2012. Herefter flyves der hver 14. dag frem til sæsonens sidste afgang, der afvikles fra Billund Lufthavn den 14. marts 2013.
“Vi flyver med vores eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia. Flyvetiden bliver ca. 11 timer og 30 minutter. Vi vil tilbyde ikke færre end 12 hoteller beliggende direkte på den fantastiske strand i Punta Cana samt fem hoteller i Bayahibe-området,“ fortæller produktchef Carlos Cebrian fra Spies.
All-inclusive fra 11.000 kroner
Spies vil tilbydebåde all-inclusive hoteller og små pensioner med morgenmad. Ifølge Spies vil priserne ligge i et niveau fra 11.000 kroner og opad for 14 dage med all-inclusive.
Der flyves med Airbus 330-300 fly fra Thomas Cook Airlines Scandinaviamed plads til 405 passagerer. Da Spies for mere end 20 år siden tilbød charterrejser til Punta Cana. foregik det med de noget mindre Airbus A320-fly, der måtte mellemlande i Bangor i USA på den lange rejse til Caribien.
Den Dominikanske Republik er en stat, som udgør to tredjedele af øen Hispaniola i det Caribiske Hav. Den sidste tredjedel af øen huser Haiti, som mange husker for det store jordskælv,som den 12. januar 2010 kostede mindst 114.000 mennesker livet.
Spies-destinationen Punta Cana ligger i den yderste østlige del af Hispaniola øen – og således i den stik modsatte retning af Haiti. Området har været kendt for turisme siden begyndelsen af 1970´erne med de finkornede sandstrande, der ligger direkte ud til Det Caribiske Hav.