Flyselskaber øger på jyske udenrigsruter

Såvel airBaltic som Cimber Sterling har valgt at øge frekvenserne på ruterne til henholdsvis Riga og Oslo fra Billund og Aalborg.

De jyske rejsende får udvidet flyafgangene på to udenrigsruter fra henholdsvis Billund og Aalborg.

Fra Aalborg Lufthavn åbnede Cimber Sterling sidste år en eftermiddagsafgang fra Aalborg til Oslo. Fra den 6. april 2010 øges med en morgenafgang fra mandag til lørdag. Dermed bliver det muligt at komme ud og hjem samme dag med Cimber Sterling.

“Vi ved, at specielt forretningsrejsende vil bruge en morgenafgang, så de kan flyve ud om morgenen og hjem om aftenen, direkte fra Aalborg til Oslo. Vi har derfor valgt at flytte den nuværende aftenafgang fra kl. 16.45 til 18.15, så det passer med en arbejdsdag,“ fortæller Bjarne Rasmussen, der er salgs- og marketingchef i Cimber Sterling.

Den nye morgenafgang er scheduleret til at afgå kl. 08.15 fra Aalborg med ankomst i Oslo-Gardermoen kl. 09.15.

Også fra Billund Lufthavn er der udvidelse af afgange, men her er der tale om det lettiske luftfartsselskab airBaltic´s rute til Riga. Selskabet udvider fra nuværende 3 ugentlige afgange til 4 ugentlige afgange fra sommerfartplanens ikrafttræden.

AirBaltic vil benytte Boeing 737-500 fly på alle afgange, og fremover bliver der morgenafgange på tirsdage og fredage. Hidtil har alle afgange været eftermiddags- eller aftenafgange.