Til trods for at Boeings uheldsramte Dreamliner igen er kommet i mediernes fokus, har hverken nuværende eller kommende operatører af flytypen mistet tilliden til den.
Fredag i sidste uge opstod der brand ombord på Ethiopian Airways’ Boeing 787-8, da denne stod parkeret i London Heathrow Airport. Kort efter hændelsen i London rapporterede et Dreamliner-fly fra Thomson Airways undervejs fra Manchester til Sanford i Florida om tekniske problemer. Besætningen besluttede herefter at returnere til Manchester Airport.
Hændelserne fik kort efter kursen på Boeing-aktien til at falde dramatisk på fondsbørsen i New York. Men selvom aktiemarkedet umiddelbart fik sået tvivlomBoeings 787’er, spores tvivlen dog langtfra hos operatørerne af typen, skriver Reuters.
Britiske TUI Travel, som ejer seks europæiske flyselskaber inklusiv Thomson Airways, har oplyst, at Dreamlineren, som måtte returnere til Manchester, fik nogle få komponenter udskiftet for at løse problemet. Ingen af disse har dog haft relation til batteriet. Batteriet var netop årsagen til, at Dreamlineren var pålagt et flyveforbud i over tre måneder tidligere på året.
”Vi vil gerne forsikre vores kunder om, at vi har al mulig tillid til den her flytype og at vi aldrig ville operere med den, hvis vi ikke var 100 procent sikre på dens sikkerhed,” oplyser en talsperson fra TUI Travel.
Flest ordrer siden 2007
Det er ikke kun de nuværende operatører af Boeing 787’eren, som udtrykker tillid til flytypen, der er Boeings spydspids i konkurrencen mod Airbus’ A350’er. Kort efter hændelserne i London og Manchester kom det frem, at flyselskaberne, som allerede har typen, vil fortsætte med at flyve med deres Dreamliner-fly, imens kommende operatører bekræfter, at de fastholder deres ordrer på 787’eren.
Et af disse selskaber er Virgin Atlantic, som står overfor at skulle modtage 16 fly af typen fra 2014.
”Vi er overbeviste om, at Boeing og de relevante myndigheder arbejder hårdt på at sikre, at de nødvendige foranstaltninger bliver taget,” oplyser Virgin Atlantic.
Et blik i Boeings ordrebog for 2013 viser, at Dreamlineren tegner sig for godt 11 procent, af det samlede antal Boeing-ordrer i år, svarende til 83 fly. Det er det største antal 787-ordrer siden 2007, hvor typen satte rekord med 285 bestillinger.