DEBAT: En belgisk undersøgelse har konkluderet, at arbejdsvilkårene i luftfarten kan sætte flysikkerheden under pres. “Flyvning skal både være trygt for passagererne og for dem, der arbejder i luften,” lyder det fra Metal Luftfart.
Af Henrik Nipper, afdelingsformand, Metal Luftfart
En undersøgelse fra Gent Universitet (som Check-in.dk tidligere har omtalt) dokumenterer noget, vi i Metal Luftfart har været bekymret for længe: Flysikkerheden i Europa er under pres. Ikke på grund af teknologien. Ikke på grund af manglende regler. Men fordi arbejdsvilkårene for besætningerne i stigende grad underminerer deres mulighed for at sige fra, når sikkerheden er truet.
Undersøgelsen viser, at piloter og kabinepersonale i hele Europa oplever et stigende pres for at arbejde, selv når de er syge, eller når sikkerhedsprocedurer burde tilsige noget andet. Det er dybt bekymrende. For når besætningen ikke har trygge rammer til at prioritere sikkerheden, så svigter systemet, og det går ud over alle ombord.
Vi ser desværre samme tendens brede sig til luftfartsbranchen i Danmark. Senest har vi oplevet medlemmer, som bliver grounded ifm. deres medical, selvom det ikke er nødvendigt. Det skaber et arbejdsmiljø, hvor ansatte frygter at miste jobbet, hvis de melder sig syge eller rapporterer fejl.
Luftfarten er kritisk infrastruktur og en sikkerhedskritisk branche. Det kræver, at medarbejderne har ro, støtte og ordentlige forhold. Derfor er det afgørende, at vi insisterer på de ordnede forhold, på beskyttelse af whistleblowere og på et arbejdsmiljø, hvor sundhed og sikkerhed går forud for profit.
Vi har i Danmark en stærk tradition for den danske model. For dialog, ordnede forhold og ansvarlighed. Den model skal også gælde i luften. For når vi underminerer besætningens rettigheder, underminerer vi hele luftfartens fundament.
Metal Luftfart vil fortsætte kampen for en ansvarlig branche. Vi vil kræve overenskomster, hvor det er muligt, og vi vil altid søge dialogen, blandt andet i ’Branchepanelet for Luftfart’, for at sætte fokus på bekymrende tendenser. Det har vi blandt andet gjort i forhold til medical-området, hvor Trafikstyrelsen efterfølgende udsendte en præcisering.
Flyvning skal både være trygt for passagererne og for dem, der arbejder i luften. Det starter med respekt for dem, der bærer ansvaret hver eneste dag.

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart
              

