Billund Lufthavn bliver den første i Danmark til at få flyveledelse fra et kontrolcenter i stedet for et kontroltårn. Lufthavnen har indgået en 15-årig kontrakt med Naviair.
En helt ny teknologi er på vej til at blive introduceret i Billund Lufthavn.
Det handler om den såkaldte Remote Tower Service (RTS), hvor lufthavne får en digitaliseret flyveledelse fra et kontrolcenter i stedet for fra de traditionelle og velkendte kontroltårne.
Billund Lufthavn har således lavet en 15-årig aftale med Naviair, hvor den danske luftkontroltjeneste forpligter sig til at etablere et kontrolcenter med pavilloner i tilknytning til det eksisterende kontroltårn i den jyske lufthavn. Det oplyser Naviair i en pressemeddelelse.
Til at begynde med skal flyvelederne hos Naviair levere lufttrafiktjeneste til Billund Lufthavn, og det vil efter planen ske fra første halvår 2022. Om et par år vil flyvelederne altså forlade kontroltårnet for bestandigt for at tage plads i det nye kontrolcenter. Herefter vil flyvelederne styre trafikken via digitalt udstyr og skærme, der giver et virtuelt overblik over lufthavnen og luftrummet.
”Vi er glade for samarbejdet med Naviair og ser frem til at medvirke til den pionerindsats, der ligger i at være først med Remote Towers i Danmark, som er med til at udvikle fremtidens luftfart,” siger Jan Hessellund, administrerede direktør i Billund Lufthavn.
Andre danske lufthavne kan tilslutte sig
Det nye kontrolcenter i Billund Lufthavn åbner op for, at også andre danske provinslufthavne kan få glæde af Remote Tower Service. Det betyder, at den lokale trafikstyring fra andre lufthavnes kontroltårne kan flyttes til kontrolcenteret i Danmarks næststørste lufthavn.
Servicen vil være til rådighed for de lufthavne, der allerede betjenes af Naviair. Men også andre danske lufthavne kan få Remote Tower Service og de fordele, der er forbundet med dette. Servicen giver blandt andet mulighed for, at lufthavnene kan holde døgnåbent og dermed tilbyde bedre betjening af ambulance-, politi- og redningsfly.
”Allerede i 2016 underskrev vi sammen med Billund Lufthavn en hensigtserklæring om at samarbejde om en undersøgelse af mulighederne for digital, centraliseret betjening af lufthavnen. Det er glædeligt at vores samarbejde har båret frugt, og at vi nu er så langt, at vi kan se det konkrete resultat inden for få år. Potentialet i Remote Tower Systems er stort, og vi ser frem til at flere andre danske lufthavne med tiden følger eksemplet fra Billund,” siger Carsten Fich, administrerende direktør i Naviair.
Det tekniske udstyr til Naviairs kommende RTS-kontrolcenter i Billund Lufthavn leveres af Frequentis DFS Aerosense. Samme selskab skal også levere teknisk udstyr til de lufthavne, der vælger at tilslutte sig samme nye Naviair-service.
Teknologi indført i flere europæiske lande
Remote Tower Service, der således er på vej til Danmark, er allerede i gang med at blive implementeret i flere norske lufthavne. I oktober 2019 landede et fly fra det norske flyselskab Widerøe i øgruppen Lofoten efter at være blevet fjernstyret fra et helt nyt kontrolcenter i Bodø Lufthavn.
Det er planen, at 15 norske lufthavne skal fjernstyres fra Bodø Lufthavn frem mod 2022. Det gælder blandt andet Røst, Vardø, Hasvik, Berlevåg, Mehamn, Røros, Rørvik, Namsos, Svolvær, Sogndal, Molde, Førde, Bodø og Lakselv. Fjernbetjeningsteknologien i de norske lufthavne leveres af Kongsberg Defence & Aerospace og Indra.
Danske Naviair har altså valgt Frequentis DFS Aerosense, og denne virksomhed har allerede med succes indført Remote Tower Service i både Tyskland, Østrig, Island, Jersey og Brasilien.
Relaterede artikler:
Billund centrum for fjernbetjening af tårne