Første europæiske rute til Nashville

British Airways åbner i maj næste år en direkte rute fra London til musikbyen Nashville i den amerikanske delstat Tennessee.

British Airways kan fra næste forår føje en ny amerikansk destination til rutekortet. Fra den 4. maj 2018 vil det britiske flyselskab flyve direkte fra London til Nashville i den amerikanske delstat Tennessee.

Dermed bliver British Airways det eneste flyselskab, der kan tilbyde en forbindelse direkte fra Europa til, hvad mange kalder The Music City. Byen ved Cumberland-floden er nemlig kendt som en stor musikby med mange pladestudier og små listige spillesteder.

Der er planlagt fem ugentlige afgange fra London Heathrow Airport, og ruten skal betjenes med en Boeing 787-8 Dreamliner i en treklasses version med 214 sæder, fordelt med 35 i Club World, 25 i World Traveller Plus og plads til 154 passagerer i World Traveller-kabinen.

“Det glæder os utroligt meget at kunne tilføje Nashville til vores omfattende globale netværk, og det vil samtidig gøre os til det eneste flyselskab, der flyver nonstop mellem Europa og Tennessee. Med flere end 160 spillesteder med live-musik, der tilbyder musik fra country og blues til jazz og rock, en rig historie og kulturarv samt et blomstrende miljø for spisesteder og barer, er Nashville virkelig et levende sted for enhver smag og stil,” siger Sean Doyle, der er direktør for netværk og alliancer hos British Airways.

Ifølge British Airways ligger Nashville ideelt for kør-selv-ferier i det sydlige USA, hvor Memphis og New Orleans ligger bekvemt for dem, der har mod på at leje en bil og udforske musikmiljøet i denne del af USA.

26 destinationer i USA
Med ruten til Nashville kommer British Airways op på hele 26 destinationer i USA i sommeren 2018, og sammen med American Airlines tilbydes 67 daglige flyvninger i det fælles samarbejde over Atlanten.

Udover tilføjelsen af Nashville til rutekortet, så vil British Airways også øget antallet af afgange til Philadelphia og Phoenix fra de nuværende syv ugentlige afgange til i alt 10 afgange om ugen fra London-LHR. Endelig har det britiske flyselskab også besluttet at indsætte Airbus A380 megajumboen på en af de to daglige afgange til Chicago.

I løbet af det seneste år har British Airways åbnet flere end 30 nye ruter inklusive direkte flyvninger til New Orleans, Oakland i Californien samt Fort Lauderale i Florida.

 

Relaterede artikler:

British Airways åbner rute til Fort Lauderdale

British Airways åbner ny rute til New Orleans

IAG sætter hårdt ind mod Norwegian

BA går i struben på Norwegian