En Boeing 787-8 Dreamliner fra Qatar Airways. Foto: Alan Wilson

Første femstjernede flyselskab til Pattaya

Til januar udvider det mellemøstlige flyselskab Qatar Airways sit rutenetværk til Thailand med Pattaya som den femte destination i landet.

Sol og drinks på thailandske strande er populært for mange – ikke mindst skandinaver, der har direkte flyforbindelser til eksempelvis Phuket.

Men hvis man ikke har noget imod en mellemlanding, er der en ny spændende destination på vej fra Qatar Airways. Flyselskabet fra Mellemøsten åbner den 28. januar en rute med fire ugentlige afgange fra Hamad International Airport i Doha til Pattaya, som er en af Thailands absolut mest populære ferieområder.

Qatar Airways har lyttet til sine kunder, der er vilde med de thailandske destinationer, og derfor har flyselskabet besluttet at oprette Pattaya som den femte thailandske destination. I forvejen er der direkte forbindelser til Bangkok, Krabi og Phuket, og Chiang Mai bliver den fjerde destination fra den 12. december.

Populære Pattaya
Pattaya er en yndet feriedestination ved den sydøstlige kyst af Thailand, og området byder på spændende lokal kultur og god mulighed for afslapning på en af de vidtstrakte strande. Qatar Airways regner med, at ruten til Pattaya vil blive populær både blandt europæere og mellemøstlige indbyggere.

”Vi er glade for at annoncere vores nye rute til Pattaya i Thailand, vores femte rute til en af Sydøstasiens mest populære destinationer. Thailand fortsætter med at vokse i popularitet hos vores passagerer, der elsker at rejse til dette smukke land for at nyde dets utrolige kultur, køkken og natur,” siger Akbar Al Baker, der er koncernchef hos Qatar Airways.

Passagerer på den kommende rute mellem Doha og Pattaya vil i vintertrafikprogrammet kunne sætte sig til rette i en Boeing 787 Dreamliner indrettet med 22 sæder på Business Class og 232 sæder på Economy Class. Qatar Airways bliver det første femstjernede flyselskab fra Mellemøsten til at tilbyde flyvninger til U-Tapao Rayong Pattaya International Airport.

Talrige afgange til Thailand
Når Qatar Airways indvier Pattaya-ruten, vil flyselskabet være oppe på i alt 64 ugentlige flyvninger til Thailand, hvor Bangkok er den største destination med 35 ugentlige afgange.

Flere fornemme priser har fundet vej til Qatar Airways, som senest vandt den prestigefyldte titel som Årets Flyselskab uddelt ved 2017 Skytrax World Airline Awards. Flyselskabets kunder flyver med en flåde bestående af mere end 200 fly til et netværk af over 150 destinationer på seks kontinenter verden over.

I resten af indeværende år og i 2018 fortsætter Qatar Airways med at lancere nye destinationer i hele verden. Canberra i Australien, Sankt Petersborg i Rusland og Cardiff i Wales er eksempler på kommende nye ruter.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways åbner fjerde Thailand-rute

Thai Airways under pres fra flere sider

Thai Airways under pres fra flere sider

Qatar Airways udvider til Bangkok

Qatar Airways vil investere i verdens største flyselskab