Norwegian har flyttet det første Boeing 737-800 fly over i et nystiftet britisk selskab, der skal være med til at formilde de amerikanske myndigheder.
G-NRWY. Det er registreringen på det norske lavprisselskab Norwegians første fly på britisk register. Flyet, en Boeing 737-800, bliver det første fly på den britiske driftstilladelse – et såkaldt Air Operators Certificate (AOC) – som Norwegian er ved at få udstedt hos de britiske luftfartsmyndigheder til det nye britiske datterselskab Norwegian Air UK.
Formålet med det nye britiske AOC og selskab er dog ikke så meget at operere nogle af de næsten 100 Boeing 737-800 fly, som Norwegian i dag har registreret i Norge og Irland. Overflytningen af flyet og oprettelsen af selskabet er nemlig endnu en brik i Norwegians indædte kamp for at få de amerikanske myndigheder til at udstede et såkaldt ”Foreign Operators Certificate” til brug for Norwegians atlantflyvninger.
Vredet ud af myndighederne
Med det britiske AOC håber Norwegian at kunne forbedre sine muligheder for at få den tilladelse, som de i mere end et år har knoklet for at få vredet ud af det amerikanske transportministerium.
Norwegians langdistanceflyvninger fra Europa til Asien og USA opereres i dag af det irske datterselskab Norwegian Air International, uden at Norwegian flyver mellem Irland og USA. De amerikanske pilotfagforeninger og andre peger derfor på, at Norwegian, efter deres mening, flyver under irsk ”bekvemmelighedsflag” og benytter blandt andet asiatisk kabinepersonale, der aflønnes efter asiatiske lønniveauer. Det finder de stærke amerikanske fagforeninger stærkt konkurrenceforvridende.
Nogle af Norwegians langdistanceflyvninger udgår fra Gatwick-lufthavnen nær den britiske hovedstad London. Så ved at overflytte nogle af sine langdistancefly til det britiske AOC håber Norwegian, at de amerikanske myndigheder vil se med mildere øjne på Norwegians ønsker om en tilladelse.
Dansk komponist
At man er startet med at overflytte et Boeing 737-800 mellemdistancefly til det britiske AOC er en ren administrativ manøvre. Der skal nemlig være fly i selskabet, hvis man skal have en driftstilladelse. Det specifikke fly har tidligere været registreret i både Norge og Irland og er opkaldt efter den danske komponist Carl Nielsen.
Ved siden af etableringen af det britiske selskab har Norwegian annonceret en plan om næste år at starte ruteflyvninger over Atlanten mellem den irske provinsby Cork og den amerikanske storby Boston, hvor der bor mange irere og irske efterkommere. Ved på den måde at begynde at flyve fra Irland til USA, håber Norwegian også at kunne formilde myndighederne.
Et Boeing 737-800 fly opkaldt efter den danske komponist Carl Nielsen er blevet omregistreret fra EI-FHI til G-NRWY og placeret som det første fly på Norwegians nye britiske driftstilladelse. Foto: Alec Wilson / Wikimedia Commons.