DAT bliver det første flyselskab til at foretage en udenrigsflyvning fra Midtjyllands Lufthavn efter beslutningen om navneskiftet fra Karup Lufthavn.
Danish Air Transport (DAT) og Midtjyllands Lufthavn (tidligere Karup Lufthavn, red.) har gennem flere år haft en tradition for at gennemføre en julerejse til en destination, som DAT-kunderne på selskabets Facebook-side var med til at stemme om.
I år kunne midt- og vestjyderne vælge mellem Hamborg, Gøteborg og Gdansk, og valget faldt på havnebyen i det nordlige Polen. Her vil det være muligt for en pris af 799 kroner at flyve fra Midtjyllands Lufthavn lørdag den 10. december kl. 08.00 for sidenhen at returnere fra Gdansk om søndagen den 11. december kl. 16.00 fra Gdansk. Det bliver dermed den første udenrigsflyvning fra Midtjyllands Lufthavn siden beslutningen om navneskiftet fra Karup Lufthavn.
Rent teknisk hedder lufthavnen dog stadig Karup Lufthavn med forkortelserne KRP og EKKA i henholdsvis IATA og ICAO´s systemer. Men det overvejer lufthavnen at ændre i begyndelsen af det nye år.
“Vi er så småt begyndt at bruge navnet i forskellige sammenhænge. Der er nogle, der stadig kalder os Karup Lufthavn og vil blive ved med det i mange år frem. Men lige nu venter vi på nyt logo, inden vi eksempelvis kan trykke nyt brevpapir,” siger lufthavnschef Frans-Bjørn Thygesen til CHECK-IN.dk.
Populært julemarked
Programmet i Gdansk drejer sig kort og godt om juleshopping og julehygge. Der flyves med DAT´s ATR72-200 fly, der har plads til 66 passagerer, så for en samlet pris af 52.734 kroner kan DAT bringe 66 glade kunder frem og tilbage til juleoplevelser i Gdansk. Flyrejsen varer en time og 45 minutter hver vej, da der skal tilbagelægges 627 kilometer i luften.
Sidste år sendte DAT i weekenden den 4. og 5. december et udsolgt ATR72-fly fra daværende Karup Lufthavn til Berlin. Den tyske hovedstad vandt i afstemningen over henholdsvis Prag og Warszawa.
Årets tur til Gdansk finder sted midt i perioden, hvor byens julemarked trækker såvel lokale som turister til i et stort antal. Julemarkedet i Gdansk afvikles fra den 5. til den 23. december ved Targ Weglovy (kulmarkedet, red.) i den gamle bydel. Her er det muligt for midtjyderne at købe alskens pynt til juletræet og måske også at finde årets julegave til de nærmeste.
Relaterede artikler:
Midtjyllands Lufthavn bliver en realitet