I juni var der lidt flere end 137.000 rejsende gennem passagerterminalen i Aalborg Lufthavn, hvilket var 4,5 procent færre end i samme måned sidste år. Det er første passagertilbagegang siden marts 2025.
Aalborg Lufthavn har siden marts sidste år gennemlevet en lang periode med passagervækst, men den blev stoppet i juni.
Den nordjyske lufthavn har netop offentliggjort trafiktallene for juni, og de viser samlet 137.000 passagerer gennem terminalen mod 143.426 i samme måned sidste år.
Det var især i første del af måneden, at tilbagegangen blev skabt, oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse. Antallet af indenrigsrejsende faldt med 4,0 procent til 68.664, mens udenrigstrafikken med rute- og charterfly registrerede en tilbagegang på 5,0 procent til 68.343 rejsende.
Geopolitisk uro og højere brændstofpriser
Ifølge administrerende direktør Niels Hemmingsen er der flere forklaringer på tilbagegangen.
“Når vi ser en tilbagegang i juni, hænger det både sammen med en lidt lavere rejseaktivitet end vi er vant til at se op mod højsæsonen samt et mindre rejseudbud end i samme måned sidste år. Det kan kobles sammen med den geopolitiske situation og de højere brændstofpriser, som har betydet, at der er foretaget tilpasninger på blandt andet indenrigsruten til København og enkelte udenrigsruter.”
Eksempelvis blev SAS’ Oslo-rute sat på sommerpause tidligere en planlagt, og i dette års juni var der ikke ekstra charterafgange, som det var tilfældet i samme måned sidste år.
Kigger man på kalenderen, kan man også se, at der i årets juni måned har været fire rejseweekender, mens der i juni 2025 faktisk var en femte søndag i kalenderen, og det har som regel indflydelse på ferietrafikken.
6,5 procent akkumuleret vækst
Trods den pludselige passagertilbagegang i juni er der fortsat optimisme i Aalborg Lufthavn, hvor der aktuelt er stor efterspørgsel på rute- og charterflyvningerne til udlandet.
“Selvom juni viser en tilbagegang, står vi fortsat med en samlet fremgang på 6,8 procent for årets første seks måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Derfor ser vi også frem til at følge udviklingen hen over de kommende sommermåneder,” lyder det fra Niels Hemmingsen.
Relaterede artikler:
Aalborg Lufthavn fortsætter konstant fremgang

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


