Forbud mod synlige ‘tuscher’

Kabinepersonalet hos Thomas Cook Airlines må tildække sig, hvis man har tatoveringer på armene og andre synlige steder. Tatoverede kabinemedarbejdere kan nemlig af kunderne opfattes som ‘uromagere’, mener en af selskabets kabinechefer.

En undersøgelse fra 2011 har dokumenteret, at fire ud af 10 danskere mellem 18 og 30 år har en tatovering et sted på kroppen. Derfor er det også uundgåeligt, at flypersonale hos luftfartsselskaberne også bærer disse kropsudsmykninger.

Men det er de færreste der ved, at kvindeligt flypersonale tilsyneladende er overrepræsenteret i denne gruppe. Det er i hvert fald tilfældet hos charterflyselskabet Thomas Cook Airlines (TCAS), hvor skønsmæssigt 70til 80 procent afrekrutterede kvindeligekabinemedarbejderehar tatoveringer på håndled, underarm, i nakken eller på en ankel. Det fortæller Cabin Manager Susanne Melms i den seneste udgave af Airmail, der er personaleblad for flyselskabet.

Kan opfattes som “uromagere“
I uniformsregulativet hos TCAS står der, at de ansatte ikke må vise tatoveringer i tjenesten.

“Umiddelbart kan denne holdning synes lidt gammeldags, men vi flyver med et blandet publikum, som ofte sætter personer med ‘tuscher’ i bås med ‘uromagere’ , et faktum, der kan skabe en utryg stemning. Da vi vil fremstå som ‘Luftens bedste valg’, også når det gælder sikkerhed, eliminerer vi utrygheden ved ikke at godkende synlige tatoveringer,“ siger Susanne Melms til Airmail.

Tidligere brugte kabinepersonalet hos TCAS altid kortærmede skjorter, men i forbindelse med udskiftning af de kvindelige kabineansattes skjorter til t-shirts, blev de fremstillet med både korte og lange ærmer, så det var muligt at skjule eventuelle “tuscher“. Alternativt kan man dække tatoveringen med et hvidt plaster. Hos piloterne og de mandlige kabineansatte dækkes eventuelle kropsudsmykninger med en langærmet skjortet.

Også forbud hos SAS
Hos SAS har man også et omfattede sæt af guidelines for flyvende medarbejdere. Her skal man både dække eventuelle tatoveringer, men også piercinger. Det handler først og fremmest om, at tatoveringerne skal dækkes af de muligheder, som uniformen giver.

“Hvis man har tatoveringer på steder, hvor de ikke kan tildækkes, vil det formentlig være vanskeligt at få beskæftigelse som kabinemedarbejder i SAS,“ vurderer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Hun understreger samtidig, at et regulativ skal medvirke til at strømline et produkt og give kunden en oplevelse af noget behageligt.

SAS oplever dog ikke, at andelen af tatoverede medarbejdere er så højt som hos Thomas Cook Airlines, da SAS givetvis har en større aldersspredning hos kabinepersonalet.