Bombardier viser i disse dage for første gang sin nye Cseries-fly frem for offentligheden på verdens største airshow i Paris.
(PARIS) Efter flere forsinkelser i udviklings- og testflyvningsfasen nåede den canadiske producent af regionale passagerfly, Bombardier, i denne uge en vigtig milepæl med deres nye Cseries jetfly.
Canadierne kunne nemlig parkere to eksemplarer af den nye flytype foran deres pavillon på verdens største flyshow, Paris Airshow, og fremvise dem til nysgerrige, journalister og ikke mindst potentielle kunder. Det er første gang i 30 år, at airshowet lægger jord til en helt nydesignet flytype med én midtergang.
Udskudt flere gange
Det ene fly er en den mindste version, CS100, malet i Swiss’ farver. Det schweiziske flyselskab er nemlig lanceringskunde til flytypen. Og onsdag eftermiddag forlod flyet da også Paris og satte kursen mod Zürich, for at blive vist frem.
Lufthansa-koncernen, som Swiss er en del af, bestilte oprindeligt 30 CS100 tilbage i 2009. I forbindelse med Paris Airshow har Bombardier og Swiss indgået en aftale om, at 10 af de bestilte CS100-fly konverteres til bestillinger på den større CS300.
Leveringsdatoen er blevet udskudt flere gange, men nu tyder meget på, at Swiss kan modtage de første fly i starten af 2016. To år senere end oprindeligt planlagt og til en anden lanceringskunde end oprindeligt planlagt.
Trak følehornene til sig
Norske Braathens Aviation skulle oprindeligt have været lanceringskunde til Cserien. Men Braathens trak følehornene til sig igen, da flyet sidste år oplevede store motorproblemer. Braathens frygtede, at det kunne føre til yderligere forsinkelser i introduktionen af den nye flytype. Og derfor valgte man altså at sige nej tak til at være lanceringskunde. Selskabet holdt fast i ordren på fem CS100 og fem CS300.
Motorproblemerne medførte et flyveforbud, som afholdte flyet fra at vise sig frem på Farnborough Airshow, der afholdes i lige år nær London. I år var der så bedre held. Begge fly kunne både besigtiges indvendigt og udvendigt samt i luften.
Udfylde hullet
Bombardier har 243 eksemplarer af Cserien i ordrebøgerne, samt optioner på yderligere 360 fly. Største kunde er det amerikanske regionalflyselskab, Republic Airways, der flyver som feederselskab for flere af de største amerikanske netværksselskaber.
Tanken bag det canadiske fly, der laves i to versioner med plads til mellem 110 og 160 passagerer, er, at det skal udfylde hullet fra de største af de nuværende regionale jetfly og et stykke ind på de mindste mellemdistancefly fra Boeing og Airbus’ banehalvdel. Her bliver det især Airbus’ A319-model, som C-serien kommer op mod.
Bombardier CS100 i Swiss-farver på Paris Airshow. Foto: Andreas Krog.