Forsvaret går fra én til ni leverandører

Forsvaret vil ikke længere kun bruge DSV’s hjælp, når der skal flyves danske soldater til og fra Afghanistan. Hele ni selskaber får nu mulighed for at assistere.

Transportkoncernen DSV mister fra 1. april næste år sit monopol på rollen som rådgiver og broker for Forsvaret, når det kommer til at arrangere transport til og fra Afghanistan og lignende. Forsvaret har nemlig indgået tre-årige aftaler med hele ni brokere og flyselskaber om assistance til at løse de til tider komplicerede transportopgaver.

Fredag underskrev Forsvaret en aftale med Mærsk-selskabet DAMCO. Aftalen indebærer, at DAMCO fungerer som strategisk partner for Forsvaret samt fungerer som broker på alle transportopgaver, som ikke er fuld-chartrede fly og skibe.

Derudover har Forsvaret underskrevet aftaler med i alt otte brokere og flyselskaber. De er blevet prækvalificerede til at måtte deltage i mini-udbud af større eller mindre fuld-charter opgaver. Udbud, som Forsvaret fremover selv afholder. Tidligere lå den opgave hos DSV. Efter at have sendt opgaven i udbud og modtaget tre tilbud, valgte DSV det litauiske flyselskab Small Planet Airlines. De har derfor fløjet soldater frem og tilbage mellem Danmark og Afghanistan siden april og vil gøre det frem til 31. marts næste år.

Forsvarets brug af Small Planet Airlines har været genstand for stor politisk opmærksomhed, da det i foråret kom frem, at selskabet betalte sine piloter og stewardesser langt mindre end hvad danske piloter får. Desuden har Small Planet Airlines ikke IATA’s særlige IOSA-certificering. Noget som ellers er et ”must” blandt selskaber, der er wet-lease operatør for andre selskaber.

En skarp pris
At Forsvaret vælger at gå fra én til ni leverandører af transportydelser handler om, at man dermed håber at kunne få en bedre priser på de enkelte transportopgaver end det samlede beløb, som man betalte for rammeaftalen med DSV.

”Fremover vil det være os selv, der styrer processen. På den måde er der forhåbentlig større sikkerhed for at få en skarp pris,” forklarer major Michael Diemar fra Forsvarets Materieltjeneste til CHECK-IN.dk.

I 2012 brugte Forsvaret over 200 mio. kroner på transport-opgaver med fuld-chartrede fly.

Når Forsvaret har behov for at chartre fly i kortere eller længere tid vil alle otte kunne byde på den enkelte opgave. Michael Diemar vil ikke oplyse navnene på de otte brokere og flyselskaber. Men CHECK-IN.dk erfarer, at der blandt andet er tale om norske Air Contact og DSV.

Alle ni aftaler gælder fra 1. april 2014 og er tre-årige med mulighed for at forlænge aftalerne med i alt fire år mere.