Aalborg Lufthavn kom ud af april med en passagerfremgang på 5,4 procent, og korrigerer man for påskeforskydningen er der stadig flere passagerer i år end i samme periode sidste år.
Flyselskabernes sommertrafikprogram startede søndag den 31. marts, og det kan direkte aflæses i trafiktallene i Aalborg Lufthavn fra april måned, hvor der atter blev registreret vækst.
En helt nyt rute med Ryanair til Girona-Costa Brava Airport er blevet igangsat, mens gamle kendinge som Alicante, Barcelona, Málaga og Napoli atter kom på afgangstavlerne i den nordjyske lufthavn.
Det betød, at 111.178 passagerer i april rejste gennem terminalen i Aalborg Lufthavn, og det er en stigning på 5,4 procent i forhold til samme måned året før, der dengang var påskemåned med i forvejen høj fritidsrejseaktivitet.
April bød på 67.135 indenrigsrejsende, hvilket er en fremgang på 3,3 procent i forhold sidste år april, og det er fraværet af påsken i april i år, der især har bidraget til fremgangen. Mens 60 procent af passagererne var indenrigsrejsende, var de resterende internationale rute-og charterpassagerer med 39.892 rutepassagerer og 4.151 passagerer i charterflyene.
I marts og april var der samlet 220.316 passagerer gennem Aalborg Lufthavn, og det var 1,9 procent flere end i de samme to måneder sidste år, hvor påsken i 2023 faldt i april og i 2024 i marts. Dermed var stadig fremgang i lufthavnen, når man tager højde for påskeforskydningen.
Spanien hitter fra Aalborg
Forventningerne til de kommende måneder er store i den nordjyske lufthavn, der også får nye ruter til Nice med Norwegian, og derudover kommer Kangerlussuaq i Grønland på programmet med en onestop-forbindelse via København opereret af Jettime på vegne af Air Greenland.
“De udenlandske ferieruter bliver mere og mere top of mind for danskerne, hvorfor det er glædeligt, at vi kan tilbyde et stort sommerprogram i 2024. De fleste af ruterne er skudt i gang, hvor Spanien har været det helt store trækplaster for de danske rejsende,” siger Niels Hemmingsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.
Årets store charterprogram starter op i løbet af maj, men Spies har allerede tyvstartet i april med Mallorca. I løbet af maj kommer tyrkiske Gazipasa og Cypern samt herudover også destinationerne i det græske ø-hav.
Relaterede artikler:
Første overskud i Aalborg Lufthavn siden 2019