Primera Air taler usandt, når de siger, at de forhandler med medarbejderne om nye løn- og arbejdsvilkår. Sådan lyder det fra Flyvebranchens Personale Union, der er rystet over Primera Airs metoder.
Mandag fortalte det danske flyselskab Primera Airs direktør, Hrafn Thorgeirsson, at selskabet har indledt diskussioner med de faglige organisationer, som repræsenterer selskabets danske piloter og kabinepersonale. Primeras udspil er et ønske om en markant lønnedgang og markant flere arbejdstimer.
Hos Flyvebranchens Personale Union, der organiserer piloter og kabinepersonale i Primera Air kan man dog ikke genkende det billede.
”Primera Air taler usandt. Vi er ikke i forhandlingerne med dem. Det har vi også meddelt dem efter de voldsomme krav, som de stillede til vores tillidsrepræsentanter lokalt. De forhandlingsmetoder vil vi ikke tolerere,” siger næstformand i Flyvebranchens Personale Union, Anders Mark Jensen, til CHECK-IN.dk.
Dybt rystede
Primera Air spillede ud med at piloter og kabinepersonale skulle gå over 20 procent ned i løn. Det blev blankt afvist af Flyvebranchens Personale Union.
Udspillet til det danske personale minder om det udspil, som Primera Air kom med til de ansatte på selskabets base i Stockholm Arlanda-lufthavnen. Her ønskede Primera Air, at personalet skulle gå 23 procent ned i løn og arbejde 26 procent mere. Det blev afvist af personalets fagforening. Derfor har Primera Air besluttet at lukke basen i Arlanda og lade selskabets lettiske søsterselskab overtage produktionen.
”Vi er dybt rystede over de metoder, som Primera Air har brugt i Sverige,” siger Anders Mark Jensen.
Flere fly til Letland
Primera Airs lettiske søsterselskab blev etableret i august sidste år, hvor et af Primera Airs otte danskindregistrerede Boeing 737-800 fly blev overflyttet til det nye lettiske selskabs driftstilladelse og registreret i Letland. Nu er to fly blevet overflyttet til Letland, og flere er på vej.
”Vi overfører flere fly til lettisk flyregister. Hvor mange er endnu ikke besluttet,” forklarede Hrafn Thorgeirsson mandag til CHECK-IN.dk.
Primera Air er ejet af islandske Primera Travel Group, som er privatejet af Andri M. Ingolfsson. Rejsegruppen tæller blandt andet også den danske charterrejsearrangør Bravo Tours.