Det militære beredskab er højnet i takt med, at situationen i Mellemøsten atter er snerpet til. Udviklingen får nu EASA til at råde flyselskaber til at undgå at overflyve en række lande i regionen.
Siden USA og Israel angreb Iran i slutningen af februar, har situationen i Mellemøsten været anspændt, men efter en periode med våbenhvile og forsøg på at finde en diplomatisk løsning, rasles der nu atter med sablerne.
Det har blandt andet betydet, at præsident Donald J. Trump fredag i den forgangne uge underrettede Kongressen om, at USA på ny er i krig med Iran, ligesom EASA også har revurderet sikkerhedssituationen og besluttet at råde flyselskaber til at undgå en række luftrum. Det gjorde man også ad flere omgange i løbet af foråret.
Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur har udsendt et såkaldt Conflict Zone Information Bulletin (CZIB). Det er en meddelelse, der har til formål at orientere aktører i international luftfart om potentielle risici, der kan være forbundet med at flyve til destinationer eller via luftrummet i givne konfliktzoner.
Gælder måneden ud
Den seneste CZIB blev udsendt tirsdag. Heri fremgår det, at EASA vurderer, at flyselskaber bør dirigere deres trafik udenom flere FIR (Flight Information Region). Det er en betegnelse, der benyttes om et geografisk afgrænset luftrum, hvor et lands lufttrafiktjeneste har ansvaret for flyveinformation og koordinering af trafikken.
Konkret drejer det sig om luftrummene over Bahrain, Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater samt en del af det luftrum over Omanbugten, der hører ind under Muscat FIR (Flight Information Region, red.) og administreres af luftfartsmyndighederne i Oman.
Udover at fraråde selskaberne at lade flyene passere igennem de føromtalte luftrum, opfordrer EASA også til, at luftfartsaktører løbende holder et skarpt øje med udviklingen på tværs af Mellemøsten. Den aktuelle CZIB gælder som udgangspunkt indtil den 29. juli, men den kan blive justeret inden da.
Øjner betydelig risiko
Meddelelsen baserer sig på forskellige oplysninger, der stammer fra EASA selv, men som ligeledes leveres af Europa-Kommissionen og de enkelte medlemslande i EU. Det er det højnede beredskab blandt de involverede parter i krigshandlingerne, der danner grundlag for advarslen, oplyses det.
”Militær aktivitet kan forekomme med kort eller slet ingen varsel i et begrænset stykke af luftrummet, og det mindsker den tid, som flyselskaber og lufttrafiktjenester har til rådighed til at mindske risikoen ved hjælp af taktiske ændringer af flyruter eller rettidig håndtering af luftrummet.”
”Uforudsigelige militære udviklinger kombineret med den mulige anvendelse af missiler, droner, kampfly og luftforsvarssystemer medfører en betydelig risiko for civile flyvninger i alle højder og flyveniveauer i det pågældende luftrum,” lyder det fra EASA.
Relaterede artikler:
Irankrisen vil halvere flyselskabernes overskud

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


