Gaffeltruck rammer SAS-fly tæt på brændstofslange

Et SAS-fly var tæt på at kunne bryde i brand, da flyet blev ramt af en gaffeltruck i London Heathrow lufthavnen.

Det kunne være gået rigtig galt, da en 60-årig lufthavnsmedarbejder i London Heathrow den 12. juni med sin gaffeltruck ramte halen på et Airbus A321-fly fra SAS. Det kom frem i en retssag om ulykken, hvor manden blev i dømt en bøde på 1.500 kroner for uheldet, som kostede SAS knap 10 mio. danske kroner.

Gaffeltrucken ramte nemlig SAS-flyet kun få centimeter fra flyets brændstofslange, og et besætningsmedlem fortalte i retten, at han frygtede, at flyet ville bryde i brand. Det skriver avisen The Telegraph.

Airbus-flyet havde 175 passagerer ombord og var ved at taxie ud fra sin gate i London Heathrow for at sætte kursen mod København, da gaffeltrucken ramte bagenden af flyet. Sammenstødet var så voldsomt, at et besætningsmedlem i flyets cockpit blev væltet omkuld. Alle passagerer og besætningsmedlemmer blev evakueret efter uheldet.

Ekstra stor
Lufthavnsmedarbejderen havde brugt gaffeltrucken til at laste en bil ombord på et fly. På vej væk fra flyet glemte han, at det var en ekstra stor gaffeltruck sammenlignet med de gaffeltrucks, som han normalt kører rundt med i lufthavnen. Han havde arbejdet for handlingselskabet Dnata i London Heathrow siden 2006.

Foruden bøden blev han dømt til at betale sagsomkostningerne, men beholdt sit kørekort, da ulykken ikke fandt sted på offentlig vej.

SAS-flyet var ude af drift i ni dage og selskabet måtte lease et reservefly samt ombooke de berørte passagerer.