Google præsenterer ‘Flight Search’

I denne uge blev der mulighed for at smugkigge på Googles nye og revolutionerende Flight Search søgefacilitet, der forventes at kunne give skarp konkurrence til mange af markedets flysøgemaskiner.

Tirsdag i denne uge løftede Google langt om længe sløret for den længe ventedeflysøgefacilitethos den populære søgemaskine. Produktet hedder Google Flight Search og forventes at skulle give hård konkurrence til Kayak, Orbitz og det Microsoft-ejede Bing.

Lanceringen har været ventet siden Google sidste år meddelte købet af ITA Software, der blandt andet står bag software udviklet til en lang række luftfartsselskaber samt søgemaskiner som Orbitz og Bing. De amerikanske konkurrencemyndigheder var inde i sagen, men handelen faldt endeligt på plads i april måned i år.

Google gav i denne uge adgang til, hvad der kaldes et “early look“ i Flight Search, hvor der var opdateretrute- og prisinformationerfra fire luftfartsselskaber mellem fem amerikanske byer. Testversionen indholder således data fra destinationer som New York, Chicago, Los Angeles, Dallas og Minneapolis. De deltagende luftfartsselskaber er Delta, JetBlue, Continental og American.

Flight Search aktiveres ved i søgefeltet hos Google at skrive “Flights from [afrejseby] til [ankomstby]“. Herefter kommer søgeresultatet i form af et geografisk oversigtskort samt priser sorteret efter afgangstid. Det er dog muligt selv at ændre sortering til eksempelvis laveste pris.

Google påstår selv, at svartiderne er korte. Det er også tilfældet ved en hurtig test. Svarene kommer lynhurtigt.Men der er formentlig tale om en begrænset datamængde samt datafangst hos et særdeles begrænset antal selskaber.

Der foreligger ingen informationer om, hvornår Google forventer at lancere en komplet version af Google Flight Search. Men der er ingen tvivl om, at mange online-rejsebureauer og søgemaskiner vil vente med tilbageholdt åndedræt, indtil den endelige version foreligger. Det kan meget vel blive et søgeværktøj, der kan skubbe flere af konkurrenterne ud i kulden, når Google ruller hele distributions- og markedsføringsapparatet ud.