Grækere starter salg af Oxford-ruter

Græske Minoan Air er begyndt at sælge billetter til sine nye ruter fra London Oxford til Dublin og Edinburgh. En rute til København er også på tegnebrættet.

De skeptiske miner var uden tvivl mange, da det lille græske regionalflyselskab Minoan Air i oktober sidste år præsenterede sin plan om at starte ruteflyvning med ældre Fokker 50-fly fra den lille Oxford lufthavn nord for London til byer som København, Amsterdam og München. Planen om at starte flyvningerne i januar kommer da heller ikke til at holde stik. Men nu ser det ud til at planerne er blevet en lille smule mere konkrete.

Således har Minoan Air åbnet for billetsalget til selskabets to første ruter fra Oxford til Dublin og Edinburgh, der åbner 6. og 4. marts. Billetpriserne starter omkring 450 kroner for en enkeltbillet.

Samtidig har Minoan Air planer om at flyve fra Lugano i Schweiz til Rom og Wien fra den 29. marts. Syv gange om ugen vil selskabets Fokker 50-fly sætte kursen mod Rom og tre gange om ugen vil Wien være målet. Billetsalget til de to ruter starter på fredag.

København i anden bølge
Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i december, så forventer Minoan Air, at en Københavns-rute vil komme i anden bølge af ruteåbninger i maj eller juni i år.

Baseåbningerne i Oxford og Lugano vil ifølge ch-aviation indebære, at Minoan Air helt stopper med at flyve græsk indenrigsflyvning.

Læs også:

Grækere udskyder planer for CPH – Oxford rute

Grækere vil flyve fra CPH til Oxford