Grænser for vækst i charterbranchen

Den danske charterbranche skal ikke forvente at fortsætte med vækstrater på 10-20 procent år efter år. Meldingen fra branchen lyder, at antallet af danske chartergæster er så højt, at rejsearrangørerne ikke kan blive ved med at øge antallet af solgte charterrejser.

I 2010 solgte den samlede charterbranche omkring 1,3 millioner rejser, og i år oplever branchen, at salget af sommerens charterrejser på nuværende tidspunkt ligger 8-10 procent over niveauet i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Men rejsearrangørerne kan ikke forvente et fortsat stigende salg. Tendensen for de kommende år er med stor sandsynlighed, at salget vil stagnere.

”Vi når en top inden for de kommende år, fordi der er en grænse for, hvor mange danskere, der kan rejse på charterferie. På et tidspunkt bliver markedet mættet, og derfor kan branchen ikke blive ved med at skrue op for kapaciteten. Spørgsmålet er, hvornår grænsen er nået, men det bliver formentligt inden for de næste par år,” siger Lars Thykier, administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening (DRF.)

Han minder om, at hvis kapaciteten bliver yderligere opjusteret, vil det medføre øget konkurrence og dermed billigere rejser.

Hos Rejsearrangører i Danmark (RID,) der bl.a. repræsenterer Spies og Star Tour, fortæller man til CHECK-IN.dk, at salget af charterrejser i 2011 ser pænt ud, og at årets totale salg ganske givet vil ende ti procent over niveauet i 2010, der var et godt år for branchen. Men formand Peder Hornshøj er også bevidst om, at der er en grænse.

”I de kommende år vil der komme mindre udsving i salget af charterrejser, og vi vil ikke blive ved med at se stigninger på for eksempel ti procent. Det er svært at komme meget over 1,4 millioner solgte charterrejser, og jeg vil tro, at vi i de kommende år vil opleve et stabilt salg på mellem 1,2 og 1,4 millioner rejser.”

Under den økonomiske krise havde danskerne en stor rejselyst, og de foreløbige tal for 2011 lader til, at denne tendens fortsætter, hvilket overrasker Lars Thykier.

”Jeg er dybt forundret over, at der bliver solgt så meget, som tilfældet er. Selv under den økonomiske krise valgte mange at rejse på ferie. Folk rejser stadig ud uanset, hvordan deres situation er, og de nedprioriterer andre ting frem for rejsen. De tager simpelthen af sted, selv om de burde blive hjemme.”

Indtil nu er billedet, at de klassiske charterdestinationer sælger bedst forud for sommeren 2011. Her lader Spanien til at blive det mest populære rejsemål,foran Tyrkiet og tæt forfulgt afGrækenland.

DRF oplyser, at gennemsnitsprisen på en charterrejse er omkring 4.500-5.000 kroner. Men til gengæld er gennemsnitsprisen fastsat med de noget dyrere rejser til Thailand i toppen, mens afbudsrejser til Sydeuropa ligger på et noget lavere niveau end gennemsnittet.