Grønland ser på fjernstyrede kontroltårne

Den grønlandske lufthavnsoperatør Mittarfeqarfiit ser store muligheder i at indføre fjernstyrede kontroltårne på Grønland. På nuværende tidspunkt er it- og teleinfratrukturen dog slet ikke god nok.

Dårlige internetforbindelser er indtil videre den største forhindring for, at adskillige lufthavne på Grønland kan udstyres med fjernstyrede kontroltårne, som styres samlet fra ét kontrolcenter.

Med meget lidt trafik i mange af lufthavnene ville det umiddelbart give god mening for den grønlandske lufthavnsoperatør Mittarfeqarfiit at installere fjernstyrede kontroltårne i nogle af de 13 grønlandske lufthavne, hvor man i dag har levende personer i tårnene.

Hvis ind- og udflyvningen til en lufthavn skal overvåges og/eller styres på afstand, så kræver det, at man kan være sikker på, at der er hul igennem ud til lufthavnen og de kameraer og radarer, der bliver AFIS-operatøren eller flyvelederens ”øjne” i lufthavnen og luftrummet omkring lufthavnen. Det stiller visse krav til it- og teleinfrastrukturen, som ikke kan indfries på nuværende tidspunkt.

”Som situationen er i øjeblikket, har vi kapacitetsmæssige begrænsninger i datatransmissionen til/fra de lufthavne, hvor det ville være mest relevant at implementere fjernstyret ATS. Disse lufthavne har typisk internetforbindelse via en satellitforbindelse og der kan for nuværende ikke leveres den krævede båndbredde og forsyningssikkerhed til/fra disse steder,” forklarer driftsdirektør i Mittarfeqarfiit, Niels Grosen, til CHECK-IN.dk.

Bliver en hyldevare
Det er dog ikke ensbetydende med, at Mittarfeqarfiit ikke holder et vågent øje med udviklingen indenfor fjernstyret flykontrol.

”Efterhånden som det digitale netværk bliver stærkere og mere robust rundt i Grønland og fjernstyrede tårne bliver ”en hyldevare” – så ser vi store muligheder i konceptet,” understreger Niels Grosen.

I både Norge og Sverige har man taget de første fjernstyrede kontroltårne i brug i mindre lufthavne. Og i de kommende år bliver konceptet formentlig rullet ud til større lufthavne i de to lande. Således undersøger de svenske mulighederne for blandt andet at udstyre Sveriges fjerdestørste lufthavn, Malmø Sturup, med fjernstyret kontroltårn.