Grundfos åbnede flyrute

Chefen for rejseafdelingen hos Grundfos klippede snoren, da Sun-Air i går åbnede en ny flyrute fra Billund til Zürich. Den internationale pumpevirksomhed har været en af initiativtagerne til ruten.

Som traditionen foreskriver, blev der ringet på “ruteklokken“ i King Amlet Lounge i Billund Lufthavn, da Sun-Air of Scandinavia mandag eftermiddag åbnede selskabets nye rute til Zürich som franchisepartner for British Airways.

Udover ruteklokken og ruteåbningskage var der også den officielle snoreklipning. Den opgave var lagt i hænderne på Nomi Kustosz Andersen, der er chef for rejseafdelingen hos Grundfos i Bjerringbro.

Den internationale pumpevirksomhed har sammen med LEGO været blandt initiativtagerne til den nye flyrute, da aktiviteterne i Schweiz er betydelige.

“Vi har i forvejen mange rejsende mellem Danmark og Schweiz og det forventer vi vil blive øget i fremtiden. Derfor er det rigtig dejligt, at der kommer en direkte forbindelse fra Jylland. Direkte flyruter er hurtige og bekvemme for de rejsende,“ siger Nomi Kustosz Andersen til CHECK-IN.dk.

7.000 passagerer om året
Den nye flyrute til Zürich vil i første omgang få fem ugentlige rundture. Der flyves ikke på onsdage og lørdage. Søndag og mandag flyves kl. 17.40 fra Billund og med returflyvning kl. 20.10. Tirsdag, torsdag og fredag er afgangen allerede kl. 13.00 og retur igen kl. 15.25.

“Vi har kigget på Zürich i mange år sammen med LEGO og Grundfos. Der er stor opbakning fra begge virksomheder, og fartplanen er blevet afstemt med de to virksomheders behov. Det kunne være ønskeligt med en morgen- og aftenafgang, men det har vi ikke kapacitet til på nuværende tidspunkt,“ siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air of Scandinavia.

Sun-Air har sat sig som mål, at belægningsprocenten skal være over 60 procent i de 32-sæder store Dornier 328JET-fly. Samlet vil der blive udbudt omkring 12.000 sæder årligt, hvorfor der skal lidt mere end 7.000 passagerer til at gøre ruten rentabel.

“I vores planer giver vi altid en ny rute to år, førend den vil være bæredygtig. Vi har udsolgt på den første afgang, hvor der også er inviteret gæster med. Men i de kommende dage ligger belægningen på omkring 50 procent, hvilket er tilfredsstillende.“ konstaterer Kristian Tvergaard.

Sun-Air oplyser, at de billigste returbilletter fra Billund til Zürich kan erhverves for 2.347 kroner som fullservice-produkt.