Hver fredag er der Happy Hour på Wings of Bornholm-kontoret i lufthavnen i Rønne. Her kan man være heldig at købe en billig billet, men der er kaffe og kage til alle, der møder op.
Selvom sneen har ligget meterhøjt på Bornholm i denne vinter, ser man hver ugemennesker, der valfarter til lufthavnen i Rønne. Der er nemlig Happy Hour mellem kl. 15:00 og 17:00.
Happy Hour er i Rønne lidt anderledes, end det man kender fra hovedlandet. Her kan man nemlig møde personligt op i lufthavnen og købe en billet på ruten fra Rønne til København for kun 150 kr. inklusive afgifter. Det er det lokale flyselskab Wings of Bornholm, der står bag initiativet.
Billetterne udbydes efter “først til mølle“ princippet og er på forhånd udvalgt, således at der er én afgang dagligt i den kommende uge, hvor der er Happy-Hour billetter til rådighed.
Skulle man gå forgæves, hvilket ofte sker, så lover flyselskabet til gengæld, at der serveres kaffe og kage til alle.