A330neo-fly fra Condor. (Foto Condor Airlines | Twitter.com | PR)

Har fornyet halvdelen af langdistanceflåden

Ni ud af 18 nye langdistancefly er nu på plads i flåden hos Condor, der regner med at været helt i mål i løbet af næste år. Dernæst går selskabet i gang med at udskifte den resterende del af flåden.

I den forgangne weekend tog Condor endnu et skridt i retning af at få moderniseret selskabets langdistancefly, da det tyske lavpris- og charterflyselskab lørdag formiddag kunne tilføje atter et nyt A330neo-fly til flåden.

Med ankomsten af det nyeste fly, der er udstyret med registreringen D-ANRB, til Frankfurt Airport er Condor halvvejs gennem den første del af flådefornyelsen i og med, at det er nummer ni af de i alt 18 nye langdistancefly, som selskabet venter på at få leveret.

Siden slutningen af 2022 har charterselskabet modtaget et nyt fly om måneden, og Condor regner med at være i mål med hele moderniseringen i løbet af 2024, hvor de nuværende Boeing B767-fly vil være helt udfaset til fordel for Airbus-flyene.

Vil have flere fly end i dag
Det ventes, at Condor vil modtage endnu et A330neo-fly i slutningen af denne måned. Tilsynsrådet hos flyselskabet har desuden godkendt køb af yderligere fem fly af typen, men disse er endnu ikke blevet bestilt hos den europæiske flyproducent.

Når alle fly i langdistanceflåden er skiftet ud med nyere modeller, kommer turen til de fly, som flyselskabet benytter til flyvninger på kort- og mellemdistancerne. Det betyder, at de 21 Airbus A320-200, 11 A321-200 samt ni Boeing 757-300-fly, der for nuværende er i flåden, gradvist byttes ud.

Disse vil blive erstattet med 13 A320neo’er samt 28 A321neo-fly. På nuværende tidspunkt forventes det, at 14 af disse i alt 41 fly vil blive overdraget til Condor i løbet af næste år og 2025. Condor oplyser, at det samlede antal fly i flåden vil blive øget i forbindelse med fornyelsen.

Det første i ny farve
Sidste år introducerede Condor selskabets nuværende bemaling, hvor flyenes livery bedst kan beskrives som bolsjestribet i farverne gul, rød, blå, grøn samt beige. D-ANRB er det første fly, der er iklædt den blå bemaling, som er inspireret af havet.

Flyselskabet regner med, at det nyeste A330neo skal på sin jomfruflyvning for selskabet i slutningen af indeværende uge, og denne ventes at have Canada som slutdestination. Ifølge Christian Schmitt, der er driftsdirektør hos Condor, er de nye fly blevet taget godt imod.

”Som følge af en stor indsats fra vores ansatte hos Condor samt vores samarbejde med Airbus, vores leverandører samt myndighederne har vi med det nye fly allerede været i stand til at få halvdelen af de 18 fly føjet til flåden. Tilbagemeldingerne på komforten, designet og faciliteterne i de nye fly har været indtil videre været storartet.”


Relaterede artikler:

Condor fyrer wetlease-operatør

Ny Condor A330neo i strandbemaling

Condor bestiller 41 nye fly