Ledelsen i London Heathrow Airport har fredag indsendt et 100 procent privatfinansieret forslag til den britiske regering om anlæggelse af en tredje landingsbane. Med ny terminal og udvidelser løber investeringen op i 49 milliarder pund.
Danske Thomas Woldbye, der siden oktober 2023 har været topchef i London Heathrow Airport. har fået nogle andre tal at jonglere med i forhold til tiden i Københavns Lufthavn.
Fredag indsendte ledelsen i den britiske storlufthavn et forslag til den britiske regering om tilladelse til at udvide med en tredje landingsbane, der skal være færdig i løbet af et årti. En investering til 21 milliarder pund, eller hvad der svarer til 180 milliarder kroner.
Det 100 procent privatfinansierede forslag vil bidrage til at skabe en udvidelse af kapaciteten i Heathrow til 150 millioner årlige passagerer, og det vil alene styrke Storbritanniens BNP med 0,43 procent, hvor hovedparten vil kunne mærkes i området omkring London og det sydøstlige England.
Ny terminal og terminaludvidelser
Den nye nordvestlige landingsbane er planlagt til en længde på 3.500 meter og den skal supplere de to nuværende baner på henholdsvis 3.660 og 3.900 meter. Investeringen på 21 milliarder pund omfatter indhentning af tilladelser, køb af jord samt selve landingsbanen med rullebaner og tilhørende infrastruktur.
Med udvidelsen vil lufthavnen blive i stand til at håndtere 756.000 årlige operationer og dermed omkring 150 millioner passagerer. I 2024 rejste 83,9 millioner passagerer gennem Heathrow,og med en vækst på 2,4 procent i første halvår af 2025 er lufthavnen ved nå sit absolutte kapacitetsmaksimum.
Rent konkret lover lufthavnen mindst 30 nye daglige ruter, ekstra indenrigsforbindelser og flere frekvenser til de mest populære destinationer.
Derfor bliver det også nødvendigt at investere i ny terminalkapacitet, og her skal der opføres en helt ny Terminal T5X, ligesom der er planlagt en udvidelse af Terminal 2 samt etablering af tre nye satellitterminaler. Regningen for dette løber samlet op i 27 milliarder pund, hvilket er lidt mere end 230 milliarder kroner.
Er på fuld kapacitet
Heathrow har på forhånd sikret sig parlamentarisk støtte, men Thomas Woldbye understreger samtidig, at den britiske regering ikke skal vente for længe med sagsbehandlingen, da det haster med udvidelsen. Derfor har man bedt om en tilbagemelding senest i september, så det bliver muligt at overholde tidsplanen.
“Det har aldrig været vigtigere eller mere presserende at udvide Heathrow. Vi opererer effektivt med fuld kapacitet til skade for handel og forbindelser. Med grønt lys fra regeringen og den rette politiske støtte understøttet af en formålstjenlig reguleringsmodel er vi klar til at mobilisere og begynde at investere i år i vores forsyningskæde over hele landet. Vi er unikt placeret til at gøre dette for landet; det er tid til at bane vejen for afgang,” lyder det fra den danske topchef.
Under forudsætning af, at regeringen baner vejen med de politiske ændringer, er det planen, at lufthavnen kan indsende en byggeansøgning i 2028.
Relaterede artikler:
Udvidelse af Heathrow får regeringens opbakning