Menzies Aviation i Københavns Lufthavn. (Foto: Menzies Aviation | PR)

Her er de mest populære job i 2016

På listen over de 10 mest sete jobopslag på CHECK-IN.dk var både stillinger forrest og bagerst i flyet samt på jorden og i højden.

Selvom det er hårdt for CHECK-IN.dk’s redaktion at erkende, så er artiklerne ikke det eneste, der i 2016 fik læserne til at se på mere end seks mio. sider på sitet. Det var også opslagene med nye job i rejse- og luftfartsbranchen, der trak læsere til.

Mest populært var det, da handlingselskabet Menzies Aviation i maj søgte medarbejdere til det, som selskabet selv kaldte spændende job i Københavns Lufthavn. Mere end 6.000 gange kiggede jobsøgende og andre nysgerrige på det opslag, hvor Menzies med kort varsel søgte et antal medarbejdere til at indgå i driften som Passager Agent, Rampeportør og Operations medarbejder/Turn around coordinator. Det pludselige behov for nye medarbejdere skyldtes, at British Airways skiftede handlingselskabet i Københavns Lufthavn fra SAS Ground Handling til Menzies.

Tættere på familien
Piloter udgør naturligvis en stor andel af læserskaren på Danmarks største nyhedssite om rejse- og luftfartsbranchen. Sidste års næstmest og tredjemest læste jobopslag i 2016 var derfor ikke overraskende to opslag om pilotstillinger. På andenpladsen kom Thomas Cook Airlines’ opslag fra juli måned, hvor man søgte efter nye piloter til basen i Københavns Lufthavn. Et job, der sikkert vakte interesse hos mange af de danske piloter, som i dag flyver fra udenlandske baser i Europa, Mellemøsten og Asien, og som gerne vil tættere på familie og venner.

Det tredjemest læste oplag kom fra Cimber, der søgte kaptajner til de 11 CRJ900-fly, som SAS-datterselskabet opererer for SAS fra basen i Københavns Lufthavn. For at komme i betragtning her var det nødvendigt at have mindst 4.000 flyvetimer i logbogen, heraf mindst 1.000 timer på jet- eller turbopropfly over 20 ton. Det ville være en fordel, hvis man havde ”type rating” på CRJ900-fly, men det var ikke et krav.

Søger efter flere hundrede
Populært var det også, da Cimber i august søgte efter kabinepersonale og da Danish Air Transport og Norwegian gjorde det samme i november. Cimbers nye stewardesser ville få base i Københavns Lufthavn. DAT-personalet ville blive baseret i CPH og Billund, mens Norwegian søgte stewardesser og stewarder til syv baser i Norden.

De danske flyselskabers søgen efter flere piloter og stewardesser ligger godt i tråd med tendenserne i luftfartsbranchen i resten af Europa. Her søger det ene flyselskab efter det andet efter flere hundrede besætningsmedlemmer.

Job på jorden i luftfartsbranchen trak også interesserede til i 2016. Blandt de 10 mest læste jobopslag sidste år var således også stillinger som flyvaskere. Det var Menzies Aviation, der i september begyndte at vaske SAS-fly i CPH. Derfor søgte selskabet i juli medarbejdere til ”hårdt fysisk arbejde, som primært foregår udendørs, i al slags vejr,” som selskabet skrev i opslaget. Det var derfor vigtigt at man var fysisk robust og generelt havde et godt helbred. Desuden duede det ikke, hvis man led af højdeskræk. For så ville det blive svært at få vasket flyhalerne ordentligt rene.

 

Relaterede artikler:

Austrian vil masseansætte flypersonale

KLM vil ansætte 500 flyvende medarbejdere

Letter vil ansætte 1.000

De mest populære luftfartsjobs i 2015