Hertz udlejer el-drevne cykler

Det er ikke kun udlejningsbiler, der står på programmet hos Hertz. I den britiske hovedstad London er det nu muligt fra det internationale biludlejningsselskab Hertz at leje to- eller firehjulede el-drevne køretøjer.

Miljørigtige transport-løsninger står højt på dagsordenen i den britiske hovedstad London.

Derfor har biludlejningsselskabet Hertz besluttet fremoverat tilbyde to- og firehjulede el-drevne køretøjer fra selskabets afdeling ved Marble Arch. Dermed bliver der et miljøvenligt alternativ til de benzin- og dielseldrevne køretøjer, som Hertz normalt tilbyder kunderne.

De el-drevne biler som Hertz tilbyder i London udleder ingen CO2 og har et væsentligt lavere støjniveau end traditionelle biler drevet af fossible brændstoffer. Herudover er el-bilerne undtaget fra betaling ide særlige “congestion charging zones“, hvorfor der også er et økonomisk incitament til at være miljøbevidst, når man lejer et køretøj i den britiske hovedstad.

Hertz har indtil videre 16 ladestationer i London-området og oplyser samtidig, at de el-drevne bilver har en rækkevidde på over 90 miles, eller det der svarer til ca. 145 kilometer.

Men Hertz går endnu videre ved at tilbyde el-drevne cykler fra udlejningsstationen ved Marble Arch. For en dagspris på £20 svarende til 170 kroner kan man opleve London på to hjul ved egen pedalkraft eller ved brug af den motor, som de elektriske cykler er bygget med.

Hertz tilbyder cykelløsningen sammen med producenten Ultra Motor. Med i lejeprisen følger behørig vejledning og instruktion, en lås, en hjelm samt et eksemplar af AA Leisure Guide over den britiske hovedstad. I AA Leisure Guide finder lejeren forslag til forskellige cykelruter rundt i London.