Det portugiske ACMI-flyselskab Hifly, der er fast vikar for Norwegian, skal flyve med A330-200 for Air Greenland i begyndelsen af 2018.
I begyndelsen af 2018 skal Air Greenlands eneste langdistancefly, A330-200-flyet med navnet Norsaq, tages ud af drift til et større eftersyn. Det betyder, at Air Greenland må indleje erstatningskapacitet, og valget er denne gang faldet på det portugisiske ACMI-selskab Hifly. Det bekræfter en pressemedarbejder fra Air Greenland til CHECK-IN.dk.
Hifly, der hyppigt flyver for Norwegian, når det norske lavprisflyselskabs Dreamlinere har tekniske problemer, kommer til Grønland med et næsten 20 år gammelt Airbus A330-200, der har registrereingen CS-TQP. Det skal erstatte Norsaq fra den 25. januar og til og med den 21. februar 2018.
Hifly-flyet er indrettet med samlet 298 sæder, hvilket er 20 mere end på Norsaq. Der er 31 sæder på Business Class med en sædeafstand op til 47 tommer, mens Norsaq har plads til samlet 278 passagerer og heraf 30 på Business Class. Hos Air Greenland er afstanden mellem de forreste sæder dog på 54 tommer, så der bliver lidt mindre plads til rådighed for dem, der sidder forrest i flyet.
Economy-kabinen er indrettet med 267 sæder hos Hifly mod 248 sæder hos Air Greenland. Det betyder også, at der bliver lidt mere trangt, idet Air Greenland idag tilbyder 32 tommers sædeafstand på Economy Class, mens Hifly er nede på 31 tommer for at kunne gøre plads til 267 flystole i økonomikabinen.
Indlejer ofte kapacitet
Det bliver på ruten mellem Kangerlussuaq og København, at Hifly-flyet vil blive indsat. Det skal erstatte Norsaq på de fire ugentlige returflyvninger i hele perioden.
Det er ikke første gang, at Air Green må wetlease fly og besætninger til at gennemføre flyvninger i Norsaqs fravær. I 2012 var portugisiske White Airways indlejet i 10 dage med et Airbus A310-300 fly, og tilbage i 2011 var det hollandske Arkefly, der vikarierede med et Boeing 767-300.
I årets sommertrafikprogram har Air Greenland som sædvanligt benyttet et indlejet Boeing 737-fly fra Jet Time til at gennemføre flyvningerne mellem København og Narsarssuaq, og i begyndelsen af juli blev et ATR42-fly fra Danish Air Transport (DAT) tilkaldt til at hjælpe med at betjene ruterne mellem Nuuk og henholdsvis Kangerlussuaq, Narsarsuaq og Keflavik.
Relaterede artikler:
DAT skal flyve for Air Greenland
Air Greenland-direktør skal gøre klar til nye fly
Jet Time vil være betydelig aktør i ACMI-markedet