Højsæson for charter-PR

Charterarrangørerne falder i disse dage over hinanden i bestræbelserne på at få medietid, der kan stimulere salget af charterrejser. Men budskaberne er tilsyneladende de samme år efter år.

Hvert år på denne tid vælter det ind med pressemeddelelser til redaktionerne hos fagmedierne og de nationale medier. Det er de store charterarrangører som Spies og Star Tour, der kæmper om mediernes gunst.

Det er særligt vigtigt i disse uger, hvor danskerne konstant følger vejrudsigterne for at træffe en hurtig beslutning om at gøre et indhug i kassekreditten eller trække midler ud fra opsparingskontoen for at kunne være sikker på at finde sol og sommer i forbindelse med en charterejse sydpå.

Indenfor de seneste uger har Spies udsendt seks pressemeddelelser, mens det er blevet til fire fra Star Tour. Spies har især fokuseret på undersøgelser over mest populære destinationer og taxfree-produkter samt fokuseret på at skyde sommersalget til 2014 i gang.

150 sekunder i “prime time“ på DR
Hos Star Tour har salgsdirektør Stig Elling med sit vanlige medietække forsøgt at stimulere salget af de sidste sommerrejser, mens han samtidig har valgt at gøre sig til selvbestaltet talsmand for hele branchen i forhold til, hvor mange og hvorhen danskere rejser i år. En rolle, som Star Tour-direktøren har indtaget i mange år og har gennemført med stor succes for hans arbejdsgiver.

Tirsdag den 25. juni – tre dage før skoleferiens start – udsendte Star Tour således en pressemeddelelse med overskriften: “Danskerne gambler med ferien. Star Tour tvunget til udsalg i skolernes sommerferie.“

Historien blev taget af DR Nyhederne, der dagen efter i TV-Avisen kl. 21.30 bragte et indslag på 150 sekunderom de mange billige rejser sydpå i børnenes skoleferie. Et indslag, hvis markedsføringsværdi er ubetalelig med over 750.000 seere til 21.30´eren.

Intet nyt under solen
Det var historien om den meget atypiske situation, at charterrejser i juli måned måtte sælges til nedsat pris, hvilket ifølge Stig Elling var meget usædvanligt.

“Det er en meget atypisk situation vi er i lige nu. Der er simpelthen for mange faktorer, der har drillet os, og det kommer forbrugerne til gode. Fra nu af er det vejret, der afgør vores sommer, som er den vigtigste sæson for charterbranchen. DMI gik i går ud med en meget broget vejrudsigt for de næste uger, og med det samme, kan vi måle tydelig effekt på salget. Vi ønsker os, rent forretningsmæssigt, noget god dansk sommerregn,“ udtalte Stig Elling i den pressemeddelelse, der var grundlaget for DR-historien.

Ser man tilbage i arkiverne, er der en vis forudsigeligehed i timingen og indholdet af pressemeddelelserne op imod skoleferien. I 2012 udsendte Star Tour den 22. juni en pressemeddelelse med budskabet: “ Så regner det – igen. Stormløb på rejser til solen“, og året før i 2011 hed det den 23. juni hos Star Tour: “ Laveste charterpriser i mands minde – rejs til halv pris i skolernes sommerferie.“

Der er således intet nyt under solen, kan man roligt konstatere.

Pressemeddelelser fra Star Tour og Spies

28.06.13
Spies: Rift om de bedste sommerrejser – 2014!

27.06.13
Spies: Laudrup og Agger bag dansk fodboldinvasion i England

25.06.13
Star Tour: Danskerne gambler med ferien. Star Tour tvunget til udsalg i skolernes sommerferie.

19.06.13
Spies: Børne-parkour på ferierejsen

17.06.13
Star Tour: 325.000 på charterferie i skoleferien. Bulgarien taber terræn, Tyrkiet får flest besøgende.

13.06.13
Spies: Charter til trendy Ibiza

12.06.13
Star Tour: Dansk sol og lockout presser rejsebranchen. 48 timers brandudsalg på juli solrejser med op til 40 procent rabat.

12.06.13
Spies: Mallorca topper fra fem danske lufthavne

03.06.13
Star Tour: Star Tour først med badeferier til Burma – for pionererne

31.05.2013
Spies: Danskernes taxfree favoritter: Fernet-Branca og lakridspastiller