Det bliver den 40-årige Janne Grønkjær Henriksen, der fremover vil få ansvaret for at skabe et stærkt brand af Danmark som rejsemål. Det er resultatet af en ændring i organisationen hos VisitDenmark, der bringer den unge kvinde fra reklamebranchen i en nøglerolle som chef for Strategisk Marketing.
Den nationale turistorganisation VisitDenmark er i færd med at udvikle en mere skarp profil på det markedsføringsmæssige område. Det er et af resultaterne af ansættelsen af Jan Olsen, som administrerende direktør for den danske turismeorganisation.
Nu handler det åbenbart i høj grad om at få markedsføringsspecialister ved roret, mere end at have folk i chefstolene, der kender til turismen og dens rammevilkår.
Derfor var det heller ikke uventet, at VisitDenmark mandag kunne offentliggøre en ændring af organisationen, der betød en klar styrkelse af den internationale markedsføring.
Det sker gennem etableringen af forretningsområdet Strategisk Marketing, hvor den 40-årige Janne Grønkjær Henriksenbliver leder med tiltrædelse den 1. juni 2011.
Janne Grønkjær Henriksen, som har en stærk marketingbaggrund fra bureauverdenen, senest fra reklamebureauet Saatchi & Saatchi, får til opgave at skabe et stærkt brand af Danmark som rejsemål. Det skal ske gennem udnyttelse af de digitale markedsføringsmuligheder og i et tæt partnersamarbejde og sammen med VisitDenmarks markedskontorer.
“Mængden af kommunikation eksploderer, og det stiller nye krav til den måde, Danmark skal markedsføres på. Vi skal derfor nytænke vores tilgang til markedsføringen, så vi matcher turisternes behov og skaber ’sustainable love’ til Danmark. Med den nye organisation har vi skabt de fremtidige rammer for at løse denne opgave,“ fortæller administrerende direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.
Enheden Strategisk Marketing skal sammen med afdelingerne Viden og Analyse samt Kommunikation og Presse fremover understøtte VisitDenmarks markedskontorer i Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Italien, Holland, USA, Japan og Kina, der med et stærkt lokalt netværk og markedskendskab udvikler og gennemfører markedsføringsaktiviteterne. Samtidig fastholdes indsatsen på vækstmarkeder som Brasilien, Spanien, Australien og Rusland.
For at skaffe midler til en styrkelse af markedsføringsindsatsen har det været nødvendigt at reducere organisationen med det, der svarer til syv årsværk. Således har VisitDenmark siden 2009 reduceret organisationen med i alt 21 årsværk.