Berlin Tegel-lufthavnen i solskin. (Foto: Th. Voekler / Wikimedia Commons)

Hver femte passager forsvandt i Berlin-Tegel

Den første måned uden airberlin har kostet Tegel-lufthavnen omkring 350.000 pasagerer, hvilket svarer til en tilbagegang på mere end 21 procent.

For mere end 10 år siden var der en stor frygt for, at den nye Berlin-Brandenburg lufthavn kunne blive en trussel mod Københavns Lufthavn som et af de vigtigste trafikknudepunkter i Nordeuropa.

Sidenhen har skandalen omkring den nye tyske hovedstadslufthavn forsinket åbningen fra oprindeligt 30. oktober 2011 til en forventet driftsstart i slutningen af oktober 2020, hvorfor den nye konkurrencesituation indtil videre blevet udsat. Samtidig gik airberlin konkurs i efteråret, og det har midlertidigt ramt de to nuværende Berlin-lufthavne rigtig hårdt.

Airberlin havde hovedbase i Tegel-lufthavnen, og her faldt passagertallet i november med ikke mindre 21,1 procent fra 1.664.031 passagerer i samme måned sidste år til 1.313.663 i år. November var samtidig den første måned efter, at airberlin endegyldigt indstillede flyvningerne i slutningen af oktober, og med et tab på 350.000 passagerer er lidt mere end hver femte passager i første omgang forsvundet fra lufthavnen.

Udsigt til status quo for året
Udover Tegel betjenes den tyske hovedstad også af Schönefeld-lufthavnen, hvis infrastruktur skal danne grundlag for den kommende Flughafen Berlin Brandenburg. Også i Schönefeld kunne man mærke eftervirkningerne af airberlin-konkursen, selvom det var i et mere beskedent omfang. I november var der en passagertilbagegang på 0,9 procent til 950.756.

De to tyske hovedstadslufthavne har dog noget at tære på fra første halvdel af året. Derfor er den akkumulerede vækst fra januar til og med november på 2,85 procent, hvilket bragte det samlede passagertal op på 31.167.410. Når året er omme, vil der sandsynligvis være status quo i forhold til sidste år.

I 2016 nåede Tegel med 21.253.959 passagerer op som nummer 26 på listen over de største lufthavne i Europa, mens Schönefeld kom ind som nummer 43 med 11.652.922 passagerer. Samlet ville 32.906.881 passager i 2016 have bragt de to Berlin-lufthavne ind som en samlet nummer 12 foran Paris-Orly og Københavns Lufthavn, hvis trafikken havde været afviklet fra én og samme lufthavn, hvilket muligvis sker fra 2020.

 

Relaterede artikler:

Berlin-lufthavn håber at åbne i oktober 2020

Ryanair vil gøre Tegel-lufthavnen til lavprisslagmark

Berlinere stemmer for at bevare Tegel-lufthavn

Tysk transportminister: Tegel skal bevares

Ryanair: Bevar Tegel-lufthavnen