Kabineansatte fra United Airlines i Houston Bush Intercontinental Airport i USA. (Foto: United Airlines)

IATA tilbyder gratis omskolingskursus for kabineansatte

Fyrede kabineansatte får nu hjælp af IATA, der har lanceret et gratis onlinekursus, som skal hjælpe dem videre til nye job i samme eller helt andre brancher.

Under coronakrisen har tusindvis af kabineansatte verden over mistet jobbet som konsekvens af den kraftigt reducerede flytrafik.

Selv om kabinemedarbejderne ikke længere har job i luftfartsbranchen, er der alligevel hjælp at hente fra en stor aktør i den kriseramte branche. Således har IATA – flyselskabernes internationale sammenslutning – besluttet at tilbyde gratis hjælp til afskedigede kabineansatte.

Hjælpen består af et onlinekursus med henblik på at få personerne gjort klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet ved at blive omskolet til andre typer job. Det gratis kursus er for alle dem, der tilmelder sig imellem 9. og 23. februar 2021.

En undersøgelse blandt 800 kabineansatte, der har mistet deres job under krisen, har vist – ifølge IATA – at 78 procent ønskede hjælp til at identificere kvalifikationer, der kan være med til at få dem ansat i andre job.

IATA vil hylde berørte kabineansatte
Kursus har navnet Cabin Crew – Leveraging Professional Skills og tager tre timer at gennemføre. Tidligere kabineansatte har leveret input til indholdet i kurset, og de arbejdsløse kabineansatte skal sættes i stand til at forbedre, fremme og anerkende faglige færdigheder, der kan udnyttes i andre job.

”Titusinder af kabineansatte har mistet deres job i denne krise. Dette tilbud er en hyldest af deres indsats i branchen,” siger Stéphanie Siouffi, direktør for uddannelse i IATA.

”Vi håber at byde dem velkommen tilbage til luftfarten, men indtil videre vil mange være nødt til at søge muligheder i andre brancher for at tjene til dagen. Heldigvis har de færdighederne til at foretage overgangen. Ved at anvende IATAs uddannelsesekspertise hjælper vi dem med at præsentere disse færdigheder for potentielle arbejdsgivere.”

De fyrede kabineansatte får praktiske råd til forberedelse af jobansøgningsprocessen, ligesom de vil kunne lære fra tidligere kabineansatte, der allerede har fået job uden for luftfartsbranchen.

Omskolingskurset fra IATA er del af den løbende kampagne #WeAreAviation, og kurset tilbydes i solidaritet med de dedikerede mennesker fra luftfartsbranchen i hele verden.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air tilbyder kabineansatte at blive piloter

SAS-kabineansatte skal assistere på hospital

SAS opsiger 700 kabineansatte i Danmark