Icelandair får sin 17. og 18. rute til Nordamerika, når selskabet næste år begynder at flyve til to destinationer på USA’s østkyst.
Icelandair udvider nu sit rutenetværk med en ny helårlig rute fra Reykjavik til Tampa International airport (TPA) i den amerikanske stat Florida og en sæsonrute fra Reykjavik til Philadelphia International Airport (PHL) i staten Pennsylvania. Flyvningerne til Philadelphia begynder 30. maj næste år med fire ugentlige afgange på onsdage, fredage, lørdage og søndage. Den 6. september næste år begynder Tampa Bay-ruten med to ugentlige afgange på mandage og torsdage.
”Tampa Bay og Philadelphia vil yderligere styrke Icelandairs tilstedeværelse i det østlige USA, ved bedre at kunne betjene vores passagerer med hurtigere rejsetider til mere end 25 destinationer i Europa. Beboerne i Florida og Philadelphia vil nu have et forfriskende alternativ når de rejser til Island og videre, mens islændinge og europæere vil have direkte adgang til solrige strande og de mange attraktioner i Tampa Bay området samt direkte adgang til den historiske by Philadelphia, USA’s femte største by. Det er et spændende og betydningsfuldt øjeblik for Icelandair og vi ser frem til at byde både Philadelphia og Tampa Bay velkommen ombord i 2017,” siger Birkir Holm Godnason, direktør for Icelandair.
Med dagens annoncering af Tampa Bay og Philadelphia, vil Icelandair nu tilbyde service til 18 nordamerikanske destinationer fra Skandinavien.
Ved den mexicanske golf
Philadelphia er en af de vigtigste historiske byer i USA, hvor både Uafhængighedserklæringen (1776) og forfatningen (1787) blev bekræftet og underskrevet. Byen er en af de største i USA og med de omkringliggende områder er befolkningen på ca. 7,2 mio. Icelandair flyver om sommeren fire gange om ugen til den internationale lufthavn i byen, som er blandt de største lufthavne Nordamerika.
Tampa i Florida ligger ved den Mexicanske Golf og er centrum for administration og service for de 4,5 millioner beboere i området. Det er især kendt for turisme og kystbyer som St. Petersborg, Clearwater Beach og Sarasota. Tampa ligger mindre end to timers kørsel fra Orlando og Disneyworld.
Relaterede artikler:
Icelandair med to Boeing 767-ruter til Skandinavien
Icelandair er tilbage i Chicago