Icelandair udtrykker tilfredshed med april, men Irankrisen spøger. Derfor vil det islandske selskab reducere kapaciteten med fem procent i efteråret, og man overvejer også at fremskynde udfasningen af Boeing 757.
Icelandair har netop offentliggjort trafiktallene for april, og de viser, at 402.000 passagerer i løbet af måneden satte sig ombord på selskabets fly, hvilket er fem procent flere end samme måned sidste år.
Heraf rejste 28 procent til Island, 20 procent fra Island, 46 procent var transferpassagerer, og seks procent rejste indenrigs i Island.
Mens man fløj med flere passagerer, får den kraftige stigning i brændstofpriserne som følge af konflikten i Mellemøsten dog alligevel det islandske flyselskab til at reducere kapaciteten, oplyser Icelandair i en pressemeddelelse.
”Vi fortsatte med at se en stærk kabinefaktor og passagertal i april, hvor markedet fra Island fører an. Som i de seneste måneder øgede vi vores kapacitet i april i tråd med vores strategi om at mindske sæsonudsvingene i vores operation. Vores planer for sommeren er at operere med en smule mindre kapacitet end sidste år,” siger Bogi Nils Bogason, administrerende direktør i Icelandair.
Overvejer at udfase 757’ere hurtigere
I andet kvartal i år har Icelandair allerede bebudet højere priser og en kapacitetsreduktion på to procent, ligesom selskabet også fokuserer på at reducere omkostningerne. Men nu lyder det også, at man vil implementere en kapacitetsreduktion på omkring fem procent i årets efterårssæson.
Ud over en reduceret kapacitet overvejer man også andre tiltag. Et af dem er at fremskynde den allerede planlagte udfasning af den mindre brændstofeffektive Boeing 757-flåde, oplyser Bogi Nils Bogason.
Icelandair har i dag 11 Boeing 757’ere i flåden: Ni Boeing 757-200-fly og to Boeing 757-300-fly. I stedet for 757’erne kommer Airbus A321LR og A321XLR til at tage pladsen i flåden. Selskabet har i dag seks Airbus A321neo’er.
Gode resultater i april
Mens Icelandair gør klar til en tid med lavere kapacitet, melder selskabet om resultater i april, som man er tilfredse med. På hjemmemarkedet var der en stigning på 16 procent i antallet af passagerer fra Island samt en stigning på syv procent i indenrigspassagerer.
Kabinefaktoren var 82,2 procent, hvilket er en stigning på 1,2 procentpoint sammenlignet med sidste år, samtidig med at kapaciteten voksede med fem procent.
Rettidigheden var 80,8 procent, påvirket af udfordrende vejrforhold i Island i begyndelsen af måneden, oplyser selskabet.
Relaterede artikler:
Kapacitetsvækst på 13 procent omsat til fremgang

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


