(Foto: Morten Lund Madsen)

Indenrigsblødning stoppet i Aalborg

Efter 16 måneder i træk med indenrigstilbagegang, så så det i november anderledes positivt ud i Aalborg Lufthavn.

I november fløj 79.500 passagerer mellem Aalborg og København mod 73.414 i november 2014. Det giver en fremgang på 8,3 procent. Dermed er der sat en prop i den passagertilbagegang, som har hersket på ruten 16 måneder i træk. Forklaringen skal findes i tiltag hos de to aktører på ruten, SAS og Norwegian.

”Såvel Norwegian som SAS har imødekommet den store efterspørgsel, der er på indenrigsruten mellem Aalborg og København og retur, ved at sætte mere kapacitet ind. Det øgede udbud af sæder har også påvirket priserne gunstigt til fordel for de rejsende, siger direktør for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.

Vanen tro
Det er ikke kun på indenrigstrafikken, at der er november-fremgang i det nordjyske. Det er der vanen tro også udenrigs- og chartertrafikken. Det giver en samlet passagerfremgang på 12,5 procent i forhold til november sidste år. 114.631 passagerer fløj til og fra Aalborg Lufthavn i november 2015 mod 101.882 i november 2014.

Udenrigsruterne oplevede en vækst på hele 26,9 procent i forhold til samme måned sidste år. I november 2015 fløj der således 27.010 mod 21.282 i samme måned sidste år.

”Det er igen de store netværksselskaber som KLM, Lufthansa og Turkish Airlines, der har rigtig gode tal,” forklarer Søren Svendsen.

Chartertrafikken er gået frem med 13,0 procent i forhold til samme måned sidste år, i det 8.121fløj til og fra Aalborg Lufthavn i november 2015 i forhold til 7.186 i november 2014.

Foto: Morten Lund Madsen.