Montering af varmefølsomme kameraer i master i CPH. (Foto: CPH | PR)

Installerer varmefølsomme kameraer i CPH

Varmefølsomme kameraer skal sammen med kunstig intelligens afsløre de flyselskaber, der har den støjende og forurenende APU-hjælpemotor tændt for længe under flyenes ophold i Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn har gennem de senere år arbejdet intenst for at reducere luftforureningen fra lufthavnens aktiviteter, så gener for de ansatte og lufthavnens naboer kan minimeres.

Nu tager CPH et nyt våben i brug, og det er varmefølsomme kameraer, der sammen med kunstig intelligens skal analysere luftforureningen fra de fly, der er parkeret ved standpladserne.

Det handler om at identificere unødvendig brug af den såkaldte APU (Auxiliary Power Unit), der er en hjælpemotor, der leverer strøm til flyene, når hovedmotorerne ikke er tændt. 

Idéen er, at de varmefølsomme kameraer kan registrere, når en APU er i brug, selvom flyet er tilsluttet el og ventilation fra lufthavnen. Derfor burde det være muligt at slukke APU’en på disse tidspunkter.

”APU’en både larmer, udleder CO₂ og forurener luften på forpladsen. Derfor skal den køre så lidt som overhovedet muligt,” siger Kristoffer Plenge-Brandt, driftsdirektør i Københavns Lufthavn.

Første lufthavn i verden
Ifølge lufthavnen er det intet mindre end en verdenspremiere, når lufthavnen tager de nye kameraer i brug, og samtidig får man adgang til data fra flyenes brug af APU, hvorefter der kan indledes en dialog med flyselskaberne.

Kameraerne er monteret i lufthavnens karakteristiske lysmaster ved de standpladser, hvor der er størst travlhed og som håndterer 80 procent af den samlede flytrafik i lufthavnen.

De nugældende retningslinjer i Københavns Lufthavn lyder på, at APU’en maksimalt må være tændt fem minutter efter ankomst og tidligst må tændes fem minutter før afgang. Det nye system er samtidig indrettet, så det automatisk kan give besked til ground handling-selskaberne, når tidsfristerne bliver overskredet.

“Der kan være mange årsager til, at APU’en er i gang. Piloterne kan for eksempel have glemt at slukke, eller der kan være fejl på lufthavnens udstyr, så flyet ikke får tilstrækkelig elektricitet eller kølet luft. Med systemet kan vi analysere mønstre og tage initiativer, hvad enten det handler om adfærd, teknik eller processer,” lyder det fra driftsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

CPH vil redegøre for arbejde med luftkvalitet (opd.)

Tysk luft-og rumfartscenter skal måle luften i CPH

CPH i spidsen for stort europæisk CO2-projekt