Air Greenland Dash 8-200. (Foto: Air Greenland)

Internationalt flyveforbud til Grønland i tre måneder

Transportministeren har indført forbud mod passagerflyvninger til Grønland indtil udgangen af januar næste år. Air Greenland-ruten fra København er dog undtaget.

Grønland er i en særlig sårbar situation under coronapandemien på grund af de store afstande mellem mindre byer og bygder med begrænsede sundhedsfaciliteter.

Ifølge de danske sundhedsmyndigheder vil selv et mindre antal syge i Grønland kunne få store konsekvenser for det lokale sundhedsvæsen.

På den baggrund har det grønlandske selvstyre ønsket at begrænse indrejse til landet, og derfor er der nu indført flyveforbud til Grønland for passagerfly. Air Greenland-ruten mellem Kangerlussuaq og København er dog undtaget for forbuddet, oplyser Transportministeriet.

Forbud kan forlænges
”Covid-19 skal tages meget alvorligt, og Grønland er i en helt særlig sårbar situation, hvor det vil få meget store konsekvenser for lokalsamfundene, hvis der sker en ukontrolleret smittespredning. Derfor indfører jeg efter ønske fra det grønlandske selvstyre et generelt forbud mod civil luftfart til Grønland fra resten af verden undtagen Danmark,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Flyveforbuddet trådte i kraft mandag i denne uge og vil efter grønlandsk ønske vare til og med den 31. januar 2021, og det vil være muligt at forlænge forbuddet.

Rammer ruter til Island
Som en konsekvens af flyveforbuddet er alle flyruter mellem Grønland og Island nu indstillet. Air Greenland flyver i vintersæsonen normalt én gang om ugen med Dash-8-200 mellem Nuuk og Keflavik-lufthavnen i Island, mens Air Iceland Connect – Icelandairs regionale selskab – flyver to gange ugentligt mellem Reykjavik Airport og Nuuk ligeledes med Dash-8-200.

Antallet af passagerer på ruterne fra Island lå i forvejen lavt som følge af coronapandemien, skriver det grønlandske medie KNR. Air Greenland ønsker ikke at oplyse, hvor mange passagerer, der den seneste tid har været på ruten til Keflavik.

”Ruten mellem Nuuk og Keflavik har ligesom den øvrige trafik til Grønland været hårdt ramt som følge af det stigende smittetryk i hele verden med et faldende passagerantal,” siger Mogens Jensen, fungerende kommerciel direktør i Air Greenland, til KNR.

Flyveforbuddet til Grønland omfatter ikke fragtflyvninger og militærflyvninger, og herudover er flyvninger til Thulebasen heller ikke omfattet af forbuddet.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland får 10-årig kontrakt

Air Greenland kommer nådigt gennem coronakrisen

Norsaq er tilbage hos Air Greenland