Irland opstiller flere krav til British Airways’ moderselskab, IAG, for at få lov til at købe Aer Lingus. Krav, som IAG tidligere har afvist.
International Airlines Group (IAG) har siden slutningen af sidste år bejlet til det irske flyselskab Aer Lingus’ ejere for at få lov til at købe selskabet. Den irske stat ejer 25 procent af Aer Lingus og derfor har en stor del af bejleriet været rettet mod den irske regering.
IAG, der ejer British Airways, Iberia og Vueling, har garanteret, at man vil opretholde flyforbindelserne fra en række irske provinsbyer ind til London Heathrow Lufthavn i fem år. IAG har ikke lagt skjul på, at interessen for Aer Lingus i høj grad skyldes udsigten til at kunne få fingre i Aer Lingus’ landingstilladelser i Heathrow, som er British Airways’ suverænt største og vigtigste trafikknudepunkt. Landingstilladelser, som i dag blandt andet bruges til flyruterne fra de irske provinsbyer.
Tidligere i denne uge skærpede den irske transportminister Paschal Donohoe kravene til IAG, og forlangte, at man opretholdte flyforbindelserne fra provinsen i mere end fem år. Desuden forlangte transportministeren en uddybning af hvilke konsekvenser et opkøb ville få for antallet af ansatte i Aer Lingus og for selskabets ekspansionsmuligheder inden for atlanterhavstrafikken.
Dårligere tilbud
IAG’s topchef Willie Walsh, der er tidligere chef for både British Airways og Aer Lingus, sagde ved en høring i det irske parlament tidligere på måneden, at IAG ikke agtede at forbedre sit tilbud eller forlænge antallet af år med garanteret flyforbindelse mellem den irske provins og London Heathrow.
”Når jeg kommer med et åbningstilbud, så er mit andet tilbud altid dårligere end det første,” understregede Willie Walsh ifølge irske medier overfor parlamentsmedlemmerne.
Derfor så den irske finansminister, Michael Noonan, sig onsdag nødsaget til at gyde lidt olie på vandene oven på transportministerens udtalelser om yderligere krav til IAG. Til nyhedsbureauet Bloomberg udtalte Noonan, at et IAG-køb af Aer Lingus skam stadig er på forhandlingsbordet.
Største udenlandske investering
Samtidig blander Aer Lingus afgående koncernchef, Christoph Mueller, sig i debatten. Mueller er egentlig på vej ud af døren for at påtage sig det tunge arbejde med at redde det kriseramte Malaysia Airlines, der sidste år oplevede, at hele to af selskabets fly forsvandt eller blev skudt ned. Han har dog tid til at pege på, at hele Irlands økonomi, efter hans mening, ville få gavn af, at IAG overtog Aer Lingus.
Mueller peger i avisen The Guardian på, at købet vil være den største udenlandske investering i Irland siden finanskrisen.