• De to glade herrer Peter Rasmussen (t.v.) fra British Airways og Kjeld Zacho Jørgensen Fra Billund Lufthavn. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Til åbningen blev en kage formet som den traditionelle London-bus serveret. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Cockpit-crew på jomfruturen. Kaptajn James D'silva og styrmand Peter Johnson. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Traditionen tro var vandkanonerne på plads da British Airways flyet ankom Billund. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Skuespillerinden Birgitte Hjort Sørensen (i midten) var med til åbningen. Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Peter Rasmussen og Kjeld Zacho Jørgensen sammen med BA-ambassador crew til åbningen.. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Jylland blev forbundet med Europas største lufthavn

Rutenummer BA805 markerede i går startskuddet til den nye rute fra Billund til London-Heathrow. Under stor festivitas fejrede lufthavnen åbningen af den længe ønskede rute.

(LONDON) Siden British Airways i slutningen af oktober annoncerede, at Billund Lufthavn kommer på det britiske flyselskabs rutekort, kunne den jyske lufthavn endelig fejre åbningen af den nye rute til Europas største lufthavn, London-Heathrow. Airbus A320-flyet ankom fra den britiske hovedstad til tiden, og en række indbudte gæster og almindelige passagerer kunne fejre åbningen af den nye rute med kage, engelske specialiteter, musik og slag på klokken, som markerer at en ny rute fra lufthavnen er åbnet.

En særdeles tilfreds lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen kunne i sin åbningstale – med et smil om munden – ønske alle gæster og passagerer velkommen til den ”rigtige flyrute til London”. Udtalelsen faldt efter gentagne afbrydelser fra lufthavnens højttaleranlæg om, at de sidste passagerer med Ryanair til London-Stansted, skulle indfinde sig i gaten.

”Vi skal huske at Billund Lufthavn har været i konkurrence med alle andre lufthavne i verden. Der er mangel på slot-tider (afgangs- og ankomsttider, red) i London-Heathrow, og British Airways kunne have valgt at bruge sin slot på Los Angelses, New York, Paris eller andre steder. Nu faldt valget på Billund, og det er vi stolte over”, sagde Kjeld Zacho Jørgensen i sin åbningstale.

“Den største dag for mig”
Lufthavsdirektøren manglede ikke rosende ord for samarbejdet omkring den nye rute, og dagen var også speciel for ham.

”Dette er nok den største dag for mig som lufthavnsdirektør i Billund. Nu har vi endelig en rute på plads til Europas største lufthavn”, sagde en glad Kjeld Zacho Jørgensen til CHECK-IN.dk

Både Kjeld Zacho Jørgensen og Peter Rasmussen, der er Commercial manager for British Airways i Nordeuropa, benyttede anledningen til at takke for det samarbejdet med Sun-Air. Det Billund-baserede flyselskab, der flyver på en franchiseaftale for British Airways, har været en vigtig brik i spillet med at få ruten på plads.

Den nye rute bliver fløjet 11 gange om ugen og vil ankomme i Heathrows Terminal 5. Terminalen er er British Airways knudepunkt for trafikken ind og ud af London, og videre til hele selskabets netværk af destinationer.

Attraktivt for virksomhederne
Både Kjeld Zacho Jørgensen og Peter Rasmussen fremhæver de grundige markedsanalyser der er foretaget, som et af hovedargumenterne for at ruten kunne blive til en realitet.

”Jyske og fynske virksomheder efterspørger en rute til London Heathrow. Sun-Air’s rute til London City vil komplementere den nye rute og betjene mange point-to-point passagerer. Det vil også den nye rute, men der er ingen tvivl om at British Airways´ store netværk af ruter ind og ud af London er meget attraktivt for virksomhederne”, understreger Kjeld Zacho Jørgensen.

Tidligere har jyske og fynske rejsende været nødt til at rejse ud af Hamborg eller København, hvis der skulle flyves med British Airways ind til Heathrow Lufthavn og derfra videre ud i det britiske flyselskabs netværk.

Relaterede artikler:

British Airways indtager Billund i dag

Billund får Heathrow-rute

Billund Lufthavn tættere på Heathrow-rute

Billund håber på Heathrow-rute