Medlem af Letzte Generation på banen i Frankfurt Lufthavn. (Foto: Letzte Generation | X.com | PR)

Klimaaktivister lammer morgentrafik i storlufthavn

Torsdag morgen måtte politiet rykke ud til Frankfurt Lufthavn, hvor en række klimaaktivister havde klippet hul i hegnet og var trængt ind. Demonstranter fra bevægelsen dukkede også op i Oslo.

Olie slår ihjel. Sådan lød budskabet der var påmalet de skilte, som en række klimaaktivister medbragte, da de torsdag morgen brød ind i Frankfurt Lufthavn (FRA) og bevægede sig ud på banerne, hvilket satte en prop i flytrafikken.

Det var en række medlemmer af Letzte Generation, der stod bag aktionen. Gruppen har gennem de senere år søgt at slå sit navn fast ved blandt andet at bryde ind i lufthavne i flere lande og oversprøjte privatfly med orange maling.

Torsdag fulgte medlemmerne en opskrift, som de har brugt før, hvor de sneg sig op til hegnet, fik klippet et hul og derefter bevægede sig ind på området. Her limede de sig fast til banen.

Måtte aflyse 140 flyvninger
Da personalet i storlufthavnen blev opmærksom på den uautoriserede tilstedeværelse, valgte man af sikkerhedsmæssige årsager at indstille flytrafikken midlertidigt, ligesom politiet blev tilkaldt med henblik på at få fjernet klimaaktivisterne.

Ifølge Frankfurt Lufthavn har aktionen ført til, at der i løbet af morgenen er blevet aflyst 140 planlagte flyvninger. Derudover forventer man, at forstyrrelserne vil føre til forsinkelser resten af dagen.

”Solen er ikke en gang stået op, men flytrafikken i Tyskland er allerede bragt til stilstand,” lyder det fra Letzte Generation i et opslag på sociale medier.

”Lufthavne er et af de steder, hvor det tydeligt fremgår, at vi ikke længere har råd til at opføre os på en måde, som vi tidligere har betragtet som normalt. Gas og kul er en trussel mod vores eksistens.”

Tog opstilling i check-in-området
Morgenens aktion var en del af en længere række kaldet Oil Kills, som 13 forskellige grupper på tværs af 10 lande sammen står bag. Deres overordnede mål er, at samfundet skal stoppe at benytte olie, gas og kul inden 2030.

Klimaaktivister var samtidig på spil i Oslo-Gardermoen (OSL), hvor 11 demonstranter havde afspærret en del af check-in-området. Her havde de taget opstilling med et skilt i de karakteristiske orange farver, men ifølge Avinor fik aktionen ingen indflydelse på flytrafikken i hovedstadslufthavnen.

Onsdag i denne uge var aktivister associeret med Olie Kills-bevægelsen også i vælten. Medlemmer af Letzte Generation limede sig fast til banen i Köln-Bonn Lufthavn (CGN), mens tre andre trængte ind på banen i Gardermoen. Det skriver CNN.

Fem aktivister blev desuden anholdt i Barcelona Lufthavn (BCN), og ni fik adgang til Helsinki Lufthavn (HEL), hvor de havde held til at blokere indgangen til securityområdet, hvilket forstyrrede de passagerer, som var på vej hertil.


Relaterede artikler:

Aktivister blokerede weekendlukket lufthavn

Klimaaktivister i aktion i danske lufthavne

Aktivister overfalder Ryanair-topchef