KLM besætning (Foto: Sameh Mostafa)

KLM vil ansætte 500 flyvende medarbejdere

Med nye overenskomster i ryggen, gør KLM klar til at masseansætte piloter og kabinpersonale.

Efter at have forhandlet nye overenskomster på plads med sine piloter og kabinebesætninger føler det hollandske flyselskab KLM sig nu økonomisk klar til at ansætte nyt flyvende personale.

Således søger KLM 400 nye kabinebesætningsmedlemmer og 100 nye piloter til ansættelse i løbet af de første seks måneder af 2017.

Den omfattende rekruttering bunder ikke kun i at man har fået landet nye konkurrencedygtige overenskomster. Det tager også sit afsæt i at KLM udvider sit rutenetværk samt indfaser nye fly og udfaser ældre fly. Således er KLM blandt andet i fuld gang med at sende sine Boeing 747-400 jumbojet-fly på pension.

Kabinepersonalet vil blive fundet gennem en målrettet rekrutteringskampagne, mens piloterne vil blive udvalgt enkeltvis blandt de nyuddannede på KLM’s egen pilotskole.

Næsten fordobling
KLM er langt fra det eneste europæiske flyselskab, der rekrutterer kabinepersonale og piloter i massevis.Det lettiske flyselskab airBaltic planlægger at rekruttere omkring 1.000 nye medarbejdere over de næste fem år, for at understøtte luftfartsselskabets planlagte vækst som led i implementeringen af den såkaldte Horizon2021-forretningsplan. AirBaltic har omkring 1100 ansatte i dag, så selvom man tager højde for, at nogle af de nyansatte erstatter nuværende ansatte, så vil der næsten være tale om en fordobling af antal ansatte.

Austrian Airlines har overtaget ansvaret for mange af Lufthansa Gruppens flyvninger mellem Tyskland og Østrig, så søsterselskabet Lufthansa har kun udnytte kapaciteten andre steder. Det betyder, at det østrigske flyselskab i april i år meddelte, at de nu har fået brug for 160 piloter og 400 kabineansatte.

Norwegian, SAS, Lufthansa og Swiss er også blandt de selskaber, som de seneste år har slået flere hundrede jobs op.

 

 

Relaterede artikler:

KLM-kabinepersonale aflyser arbejdsnedlæggelse

Letter vil ansætte 1.000

Austrian vil masseansætte flypersonale

Piloter står i kø for at flyve for SAS

SAS vil masseansætte piloter

Finnair klar til masseansættelser