(Foto: Laurent ERRERA)

KLM-fly til København måtte vende om

Et Boeing 737-800 fly fra KLM fik i fredags instrumentproblemer på vej fra Amsterdam til København. Det samme skete få timer senere for et fly af samme type, der måtte returnere til Amsterdam fra en position syd for Billund.

Fredag var en uheldig dag for KLM i forhold til selskabets flyvninger til Skandinavien. Med få timers mellemrum måtte Boeing 737-800 fly til henholdsvis København og Stockholm returnere til Amsterdam med instrumentproblemer.

Først havde KLM flight 1131 kl. 15.00 sat kursen mod København, men omkring 30 minutter inde i flyvningen besluttede piloterne at vende om, da der problemer med instrumenterne i cockpittet. Flyet befandt sig da i en flyvehøjde på 10.660 meter omkring 275 kilometer nordøst for Amsterdam-Schiphol lufthavn. Kl. 16.10 var flyet atter tilbage i Schiphol.

Efter at teknikere havde fået set nærmere på sagen, blev flyet en times tid senere atter sendt på vingerne og ankom i Københavns Lufthavn kl. 18.25 og blot to timere senere end den oprindelige fartplan.

Flyet, der måtte returnere til Amsterdam var PH-BXA, der udover at være malet i en 90 års retro-udgave, samtidig er KLM´s ældste fly af typen. I slutningen af februar er det 15 år siden, at flyet blev leveret til det hollandske flyselskab.

Flere instrumentproblemer
Få timer senere var den gal igen hos KLM. Flight 1121 havde kl. 20.50 forladt Schiphol for at gennemføre den to timer og 5 minutter lange flyvetur til Arlanda-lufthavnen ved Stockholm.

Men også dette fly fik instrumentproblemer. Her befandt flyet sig i 11.300 meters højde omkring 75 kilometer syd for Billund, da piloterne registrerede problemer med et manometer.

Flyet vendte om og satte hjulene på bane 18R i Schiphol kl. 22.40. Et erstatningsfly blev klargjort, og klokken to minutter i midnat kunne det nye fly rulle ud fra gaten og kunne sætte de 166 trætte passagerer af i Arlanda kl. 01.45 natten til lørdag med lige godt tre timers forsinkelse.

Det var Boeing 737-800 flyet med registrering PH-BXE, der måtte vende om, mens erstatningsflyet blev PH-BXD. Også disse fly er blandt de ældste af KLM´s 24 fly af typen Boeing 737.fly. PH-BXD og BXE har i år været 15 år i luften for det hollandske flyselskab.