KLM forbedrer europæisk Business Class

Fra sommerfartplanens ikrafttræden den 27. marts præsenteres den nye ‘Europe Business Class’ hos det hollandske luftfartsselskab KLM. Passagererne tilbydes bedre plads og komfort, forbedret catering-koncept samt prioritetsservice i forbindelse med afrejse og ankomst.

“Europe Business Class“ er det lidt fantasiløse navn til den nye europæiske Business Class hos hollandske KLM. Tidligere hed produktet KLM Europe Select. Så er der til gengæld lidt mere stil over søsterselskabet Air France, der bruger navnet “Affaires“ om den særlige Business Class-sektion.

Men det er naturligvis indholdet, mere end navnet, der tæller. Der vil først og fremmest være øget komfort, hvilket sker ved at tilbyde et fri midtersæde. Det vil således ikke længere være muligt at reservere midtersædet. Hermed skabes der mere plads for Business Class-passagerer. Samtidig installeres der strømstik i armlænet på alle Boeing 737-fly på de europæiske ruter.

“Omfattende undersøgelser blandt vore Business Class-passagerer har tydeliggjort et behov for en bedre og mere komfortabel service, så passagererne i større omfang kan arbejde eller slappe af ombord på vore fly. Derfor er vi glade for at kunne imødekomme vore kunders behov ved at tilbyde Europe Business Class, der er et nyt og forbedret produkt,“ siger Erik Varwijk, der er Executive Vice President KLM Commercial.

Premium Check-in, extra bagage, adgang til lounge i lufthavnene samt prioritet ved boarding og bagageudlevering er nogle af de øvrige fordele, der skal lokke flere passagerer til Europe Business Class.

Endelig har catering-konceptet fået et løft medflere og varierende menuer, der skiftes fire gange om måneden. Maden serveres påporcelæn designet af den hollandske kunstner Marcel Wanders, ligesom det også sker i dag på World Business Class.

KLM flyver i sommerfartplanen seks gange dagligt mellem København og Amsterdam med Boeing 737. Fire gange dagligt flyves der mellem Billund og Amsterdam med en kombination af Boeing 737 og Embraer ERJ-190, mens en Fokker F70 skal operere to gange dagligt mellem Aalborg og Amsterdam. Der er Europe Business Class på alle flytyper, der anvendes til og fra Danmark.

Foto: Euope Business Class introduceres hos KLM fra sommerfartplanens ikraftræden den 27. marts.