KLM har gennemført ti testflyvninger

KLM fulgte i hælene på Lufthansa og gennemførte sent lørdag aften samt hele søndagen i alt ti testflyvninger over hollandsk luftrum. Testflyvningerne forløb uden problemer og bragte samtidig i alt syv fly tilbage til basen i Amsterdam-Schipol efter at have været strandet i Düsseldorf.

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa gennemførte lørdag i alt ti flyvninger i det askefyldte luftrum over Tyskland. På baggrund heraf fik KLM lørdag aften myndighedernes tilladelse til at gennemføre en testflyvning over hollandsk luftrum. Denne flyvning forløb uden problemer, hvorfor KLM besluttede at gennemføre i alt ni testflyvninger i løbet af søndagen.

Første fly forlod Düsseldorf søndag morgen kl. 06:30 med kurs mod Amsterdam. Der var ingen passagerer ombord, men i stedet en besætning på i alt 20 personer. Det var hensigten, at i alt 7 strandede fly skulle flyves fra Düsseldorf tillbage til Amsterdam-Schipol i løbet af søndagen.

“Dette var testflyvninger,“ understregede KLM´s koncernchef Peter Hartman. “Det betyder ikke, at vi har genoptaget normal flydrift. Den afgørelse ligger hos IVW (de hollandske luftfartsmyndigheder, red.) i samarbejde med den europæiske flykontrol-myndighed,“

KLM håber på baggrund af de gennemførte test-flyvninger at få tilladelse til at genoptage en del af selskabets operationer så hurtigt som muligt.