Airbus A330-200 fra KLM i Astana Airport. Foto: Astana Airport.

KLM opgiver at genstarte Kasakhstan-rute

For at optimere sit rutenetværk lukker KLM permanent sin trekantsrute mellem Amsterdam og Kasakhstan-byerne Almaty og Astana, der blev vinterlukket sidste år.

KLM har nu besluttet permanent at lukke sin trekantsrute mellem Amsterdam Schiphol og de to byer Almaty og Astana i Kasakhstan. Først blev ruten midlertidigt lukket i vinterfartplanen fra oktober 2017 til slutningen af marts 2018. Men KLM forsikrede, at de skam ville vende tilbage i foråret og sommeren 2018 med fire ugentlige flyvninger.

Men nu har det hollandske flyselskab altså valgt permanent at lukke trekantsruten. Det var ellers meningen at starte op den 25. marts med to flyvninger på ruten Amsterdam – Astana – Almaty – Amsterdam samt en flyvning den anden vej rundt – som skulle være øget til to flyvninger den 25. maj.

Optimere rutenetværk
På sin Facebook-side skriver KLM, at lukningen skyldes økonomiske hensyn og bestræbelser på at optimere selskabets rutenetværk.

Frem til 2016 fløj KLM mellem Amsterdam Schiphol og Almaty. I maj 2016 blev Astana tilføjet, så der blev tale om en trekantsrute med fire ugentlige flyvninger.

KLM har gennem årene brugt Airbus A330-200 med plads til 243 eller 268 passagerer på ruten. Det var også planen i 2018.

Niende største land
Almaty er Kasakhstans største by og økonomiske centrum, mens Astana er den formelle hovedstad i landet, der har i alt omkring 18 mio. indbyggere og et areal på 2,7 mio. kvadratkilometer, hvilket gør det til verdens 9. største land – 58 gange større end Danmark.

De eneste direkte ruter til Europa fra Almaty er i dag Lufthansa-ruten til Frankfurt, Turkish Airlines-ruten til Istanbul og Aeroflots ruter til Saint Petersborg og Moskva. Fra hovedstaden Astana har adskillige selskaber ruter til og fra Europa. KLM og søsterselskabet Air France betjener ikke Astana, men har en codeshare-aftale med Air Astana, der flyver mellem Astana og Paris Charles de Gaulle-lufthavnen.

 

 

Relaterede artikler:

KLM åbner rute til Astana

Finnair vil flyve til Kasakhstan

Wizz Air med første rute til Centralasien

Sjette store Lufthansa-samarbejde i Asien

Tre nye KLM-ruter i sommerprogrammet

Syv nye langdistanceruter i 2017 fra Air France-KLM