KLM har indgået en aftale med selskabets piloter, der sikrer flere tusinde ekstra flyvninger. Piloterne skal arbejde en ekstra dag i alle sommermåneder og får til gengæld ret til at rejse med rabat.
KLM og den hollandske pilotforening VNV har indgået en omfattende aftale efter flere måneders forhandlinger.
Aftalen betyder, at det hollandske flyselskab hurtigere kan få besat det nødvendige antal pilotjobs, samt at piloterne skal flyve mere i sommermånederne, hvor der er flest afgange og passagerer.
KLM oplyser, at aftalen er et vigtigt skridt mod en stærkere økonomisk fremtid for selskabet. Flyselskabet vurderer, at den nye aftale betyder, at der kan gennemføres ekstra 10.000 flyvninger, så man kan betjene flere millioner ekstra passagerer.
Der er tale om en foreløbig aftale, der skal godkendes af pilotforeningens medlemmer i september.
Hurtigere uddannelse af piloter
Ifølge aftaleteksten har piloterne accepteret at arbejde en dag ekstra om måneden i sommersæsonen 2026. Derudover kan KLM planlægge, at piloterne skal arbejde en ekstra dag pr. kvartal i weekender.
Justeringer i pilotuddannelsen betyder også, at uddannelser speedes op, så pilotjobs hurtigere kan blive bemandet. Desuden kan obligatorisk pilottræning og eksaminer foregå i weekender.
”Aftalen er en vigtig milepæl for KLM. Flere flyvninger er en hjørnesten i vores ‘Back-on-Track’-program, og det viser, at vi sammen kan finde løsninger, der både er gode for medarbejderne og for KLM’s fremtid,” siger Miriam Kartman, HR-direktør i KLM.
Flyselskabet tilføjer, at piloterne for at bidrage med den ”betydelige investering i selskabets fremtid” får en passende kompensation. For eksempel vil den eksisterende ordning, der giver piloter mulighed for at rejse med rabat én gang om året, blive permanent.
Piloter anerkender at det haster
Der er også indgået aftaler, der gør det muligt for KLM at benytte nye Airbus A350 fly i hele netværket, så de kan indsættes hurtigt efter levering. Sengene i piloternes hvileområde bliver forlænget, så de er designet til høje hollandske besætningsmedlemmer. Det vil gøre det muligt at bruge A350 på de længste ruter i KLM’s netværk.
”Vi anerkender, at det haster med at handle nu. Med denne aftale yder piloterne et strukturelt bidrag til et sundt KLM, og KLM viser, at de værdsætter piloternes rolle og engagement,” siger Ruud Stegers, formand for VNV.
Led i omfattende spareplan
Aftalen er et led i en omfattende spareplan for KLM, der blev lanceret i efteråret 2024. Målet er på kort sigt at øge flyselskabets driftsresultat med 450 millioner euro svarende til 3.3 milliarder kroner. Et af elementerne i spareplanen er at øge produktiviteten blandt de ansatte med fem procent.
Desuden skal der skæres bredt i selskabets udgifter, ligesom planerne om et nyt hovedkvarter for KLM udskydes.
Relaterede artikler:
KLM-ansatte truer med ny strejke i næste uge