KLM har fundet en ny boarding-metode, så man kan få 170 passagerer ombord i et Boeing 737-800 fly på blot 17 minutter. Det er en reduktion på 20 procent i forhold til tidligere.
Effektivitet er et af nøgleparametrene hos mange flyselskaber i kampen for at holde omkostningerne nede og sikre, at flyene afgår til tiden. Det er KLM et godt eksempel på, idet det hollandske flyselskab har iværksat et projekt, der skal munde ud i reduktion af boarding-tiden på 24 fly af typen Boeing 737-800.
Siden den 29. oktober har KLM på tre daglige flyvninger fra Amsterdam til Berlin, Budapest og Helsinki forsøgt sig med en ny boarding-metode. Det skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes. Testningen kommer til at foregå i resten af vintertrafikprogrammet og skal efterfølgende danne grundlag for en beslutning om udvidelse til andre ruter, hvor der flyves med Boeing 737.
Hidtil har det taget 22 minutter at få 170 passagerer ombord i et udsolgt Boeing 737-800 fly, der har plads til 144 passagerer i Economy Class, seks i Economy Comfort og 20 på Business Class. Nu vil KLM nedbringe boarding-tiden med 20 procent til blot 17 minutter.
Kender systemet fra posthuset
Systemet går i al sin enkelhed ud på, at passagerernes boardingnumre vises på storskærme i gaten, efterhånden som boardingprocessen skrider frem. Det betyder, at KLM på forhånd har besluttet rækkefølgen for passagerernes ombordstigning.
“At vise boardingnumre på en skærm svarer til det system, som mange kender fra posthuset eller fra cafeterier. Dette har blandt andet inspireret os,“ fortæller Jan van Helden, der er produktstrategichef hos KLM
Rækkefølgen i KLM´s nye boardingsystem betyder, at alle passagerer ved vinduet går først ombord startende bagest i flyet. Herefter kommer passagerene i midtersæderne, mens gangsæderne kommer sidst.
“De fleste andre flyselskaber boarder rækkevis, men det giver ofte problemer, da alle vil have deres tasker og kufferter op i bagagehylderne på samme tid,“ siger Jan van Helden.
Boarding-systemet blev udviklet for et år siden med hjælp fra studerende ved Delft Universitetet. KLM´s produktstrategichef har tidligere haft succes med udviklingen af “Meet & Seat“ systemet, som giver passagererne mulighed for at finde en siddeplads i flyet ved siden af rejsende, der har samme interesser baseret på informationer fra Facebook, Google og LinkedIn-profiler.